Der skal mere fakta på bordet, før Dorthe Lund så meget som overvejer coronavaccinen til sine børn på 9, 11 og 12 år.
Søndag kunne de første 10-11 årige blive vaccineret mod corona, men her vil man ikke se nogle af Dorthe Lunds børn stå i køen.
Hendes søn bor i Sverige sammen med hende og husbonden, men hendes to bonusbørn bor i Danmark og skal heller ikke have vaccinen.
»Som frisør ved jeg alt om, hvad mine kunder får på huden, og at man eksempelvis ikke farver hår på børn ned til 16 år, men jeg synes ikke, at coronavaccinen er testet nok til, at mine børn skal have den. Jeg skal have mere fakta og data på plads,« siger hun.
Selv har Dorhte Lund ikke fået coronavaccinen, da hun er syg. Læger har derfor frarådet hende at få den. Dog er hun ikke imod, at folk siger ja til den, men hun synes, at man burde stille sig mere kritisk over for regeringens udmeldinger omkring vaccinen.
»Jeg tager udgangspunkt i, at jeg er for syg til at tage vaccinen, og det får mine alarmklokker til at ringe. Jeg er bare nysgerrig omkring det,« fortæller Dorthe Lund.
Hun undrer sig blandt andet over gennembrudsinfektioner, hvor vaccinerede bliver smittet med corona. Derudover har hun søgt information på egen hånd, som ifølge hende ikke bliver fremhævet nok i medierne.
»I Sverige er det lidt en 'Twilight Zone'. Vi har meget frihed. Vi har ikke været berørt af lockdown på samme måde som i Danmark, og det er gået. Herhjemme tager vi vores forholdsregler, men vi er forberedte på at tage konsekvenserne, hvis børnene får corona.«
Selvom beslutningen er taget for børnene, tænker Dorthe Lund og hendes mand stadig på, hvilke konsekvenser, det vil få.
»Nu når vi kommer i gang med at vaccinere børnene (i Danmark, red.), ved vi ikke, hvordan det går ud over vores børns rørelsesmønstre. Men de er 100 procent indforstået med, at de ikke får vaccinen.«
Desuden tænker Dorthe Lund også meget på den del af familien, som hun og børnene har måtte undvære under coronapandemien:
»Jeg synes, det er trist, at mine børn ikke har set deres bedsteforældre i to år, selvom bedsteforældrene er færdigvaccineret.«
Dog er det børnenes helbred, Dorthe Lund er mest bekymret for, når alt kommer til alt.
»De må tage beslutningen, om de vil vaccineres, når de bliver myndige, eller når coronavaccinen er gennemtestet.«