»Man er velkommen til at handle i butikken, men personlig betjening kan man ikke forvente, hvis man ikke har mundbind på. Så holder vi afstand.«

Sådan lyder det fra Dorte Clausen, der driver Rødekro Blomster- og Havecenter, til trods for at sundhedsmyndighederne fra 14. juni ikke længere anbefaler mundbind, når man handler.

»Lad jer teste, kom rask i forretningen og gå med mundbind, hvis I har lyst. Hav respekt for de regler, der er, og hold afstand,« siger Dorte Clausen til B.T., der dog understreger, at det selvfølgelig er frivilligt, og at ingen kunder bliver nægtet adgang til butikken.

Samtidig er hun bange for at lyde sur, når hun opfordrer kunderne til at holde butikkens retningslinjer. Men hun gør det for at passe på sig selv og sine ansatte, for det kan få konsekvenser, hvis hun eller de ansatte skulle blive smittet med coronavirus.

Rødekro Blomster- og Havecenter er et familieforetagende, som Dorte Clausen driver med sin mand på tiende år. Her kan man købe afskårne blomster, brugskunst og planter. Du kan få alt, hvad du peger på, som Dorte Clausen selv beskriver det. Og hvis de ikke har det, så skaffer de det.

Det er en butik med stor succes, og de er stort set altid tilgængelige. De har kun lukket 1. januar, og du kan ringe til butikken alle dage mellem klokken 7 og 21.

»Men det er ikke branche, der er flere millioner i, og jeg skal være her hver dag for at tjene penge. Derfor bliver vi nødt til at holde åben hele tiden. Og så er det en specialforretning. Jeg er uddannet blomstervinder, og det er mit håndværk, som kunderne vil have, så butikken afhænger af, at jeg er her.«

Derfor vil Dorte Clausen blive nødt til at lukke butikken helt ned, hvis hendes mand eller hun selv bliver smittet med coronavirus. Der er heller ingen af dem, der er vaccineret endnu.

»Vi har levet i vores egen lille boble uden social omgang med andre for at passe på hinanden og på forretningen. Vi er ikke taget i byen eller noget, vi har virkelig passet på,« siger Dorte Clausen.

Udover Dorte Clausen og mandens ansatte er der ydrligere fire fleksjobbere, som de også skal passe på ikke bliver smittet.

»De er sårbare med forskellige udfordringer. Nogle er måske angst for corona, for andre handler det om helbredet. Der kan være mange årsager til, man er fleksjobber. De yder det, de kan, og jeg skal også passe på dem.«

Kunderne har indtil videre taget positivt imod Dorte Clausens anbefalinger om at holde afstand og tage mundbind på, men ideen om at indføre de anbefalede retningslinjer i butikken kommer fra en ubehagelig oplevelse.

En kunde i butikken var blevet sur, fordi Dorte Clausen havde valgt at lukke kølerummet med afskårne blomster ned for kunder. Kun personale må komme derind.

Han var faktisk blevet så sur, at han havde overfuset Dorte Clausen og skrevet en dårlig anmeldelse af hende på nettet.

»Han sagde, at det kunne jeg ikke bestemme, men det kan jeg, for det er min butik. Det er et lille rum, og jeg gør det for at passe på mig selv og mine ansatte,« siger Dorte Clausen.