Jazzhus Montmartre havde annonceret sin lukning på grund af corona. Donationer sikrer nu en genåbning.

Det er ikke mere end et par uger siden, at Jazzhus Montmartre i København annoncerede, at det lukkede med udgangen af november.

Coronakrisen og restriktioner til at begrænse smitten skabte store problemer for spillestedet, lød det.

Men store private og offentlige donationer har nu reddet Montmartre, der har huset nogle af de største navne inden for jazzverdenen.

Det oplyser spillestedet i en pressemeddelelse.

- Vi skylder stor tak til den gruppe af mennesker og institutioner, der har gjort dette muligt, siger formand Michael Christiansen.

På den korte bane er pengene hentet hos kommunens coronapulje og to fonde. Det er Augustinus Fonden og Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.

På den lange bane er der hentet ekstra penge hos Københavns Kommune. Kommunen har bevilget en million kroner om året de næste fire år.

Derudover har spillestedet fået tilsagn om en årlig donation de næste fire år fra en anonym giver.

Dermed kan Montmartre allerede i begyndelse af november genåbne med fuldt program de næste fire år.

Det sker i de samme lokaler som hidtil, ligesom både direktør Jonas Dyrved og kunstnerisk chef Jan Lundgren nu fortsætter.

- Den økonomiske redningsplan sikrer huset en styrket placering, både når det gælder de store traditionelle koncerter med jazzens nulevende legender og med talenter på vej, siger formand Michael Christiansen.

Også Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde (ALT), glæder sig over, at spillestedet er reddet.

- Jazzhus Montmartre er et ikonisk spillested med stor betydning for den københavnske livescene og kulturliv.

- Derfor er jeg meget glad for, at et enigt Kultur- og Fritidsudvalg har sikret Montmartre driftsstøtte de næste fire år samt akut coronastøtte her og nu, siger hun i meddelelsen.

/ritzau/