Donald Trump angriber og praler midt i krise: ‘Det kommer til at ramme ham’


Aktiekurserne var mandag i frit fald. Dagen var faktisk den værste på det amerikanske aktiemarked siden 2022.
Alligevel fortsætter den amerikanske præsident Donald Trump sig med en velkendt strategi:
Angreb og praleri.
Mandag lagde Donald Trumps administration en lang tekst ud på Det Hvide Hus’ officielle hjemmeside med resultaterne for præsidentens første 50 dage.
»De første 50 dage har vist, at Donald Trump er den mest betydningsfulde præsident i vor tid,« står der.
Samtidig fortsætter Donald Trump med sine velkendte modangreb.
På sit sociale medie Truth Social skriver han, at Tesla-aktiens fald skyldes et boykot fra ‘radical left lunatics’ - altså 'radikale ventreorienterede galninge'.
De vil, mener Trump, skade hans politiske sidekick Elon Musk, der ejer en stor portion aktier i virksomheden.
»Jeg er rimelig sikker på, at den hårde kerne af MAGA-folk fortsat vil støtte ham og tro på det, han siger,« fortæller professor i politisk forvaltning og kender af USA ved Roskilde Universitet Eva Sørensen.
»Men det, der bliver afgørende, er den virkelighed, som amerikanerne oplever. Strategien med at lyve og angribe politiske modstandere virker måske nu, men hvis det ikke stemmer overens med den virkelighed, amerikanerne oplever på sigt, kan det give bagslag,« tilføjer han.
Donald Trump har aldrig lagt skjul på, at han har høje tanker om sig selv, og han sælger også drømme.
Hans slogan er ‘Make America Great Again’, og han har lovet, at USA står over for 'en gylden tidsalder'.

Søndag lød det fra præsidenten på vej ind i præsidentflyet Air Force One:
»Vi (amerikanerne red.) bliver så rige, at I ikke ved, hvor I skal bruge alle de penge«.
Mandag var der dog ikke pengeregn til amerikanerne. Aktiekurserne styrtdykkede i USA og globalt.
Ifølge iagttagere på grund af udsigten til en amerikansk toldkrig mod Canada, Mexico, Kina og EU.
Økonomer er også enige om, at toldkrigen skaber øget inflation, dvs. højere priser.
»Det afgørende for amerikanerne er, om de har råd til at betale deres regninger og dagligvarer. Her har Donald Trump virkelig lovet vælgerne at levere, men lige nu sker der det modsatte,« siger Eva Sørensen.
Donald Trump har da også måtte forholde sig til det åbenlyse: At hans økonomiske politik endnu ikke har ført til den lovede fremgang.
Mandag lød det dog fra Donald Trump, at den økonomiske nedtur på aktiemarkederne blot er 'en overgang’.
Og det løfte er Donald Trump nødt til at holde, fortæller Eva Sørensen.
»Der er høje forventninger til Donald Trump, fra dem, der har stemt på ham. Og han er selv med til at skabe dem. Og skuffer han på de mange store løfter på den økonomiske politik, rammer det hans kernevælgere. Det kan på sigt få et flertal til at vende ham ryggen,« siger Eva Sørensen.
Her er det særligt én vælgergruppe, der er interessant:
»Det er de moderate republikanere og amerikanere, som egentlig ikke kan lide Donald Trump, men som stemte på ham i november 2024, fordi der ikke var et alternativ, eller fordi de var skuffede over Joe Biden,« siger Eva Sørensen.
Pt. sidder Donald Trump dog på et overlegent mandat.
Han vandt alle syv såkaldte svingstater ved valget i november og har flertal i begge kamre i Kongressen.
Næste valg i USA er midtvejsvalget i 2026 til Repræsentanternes Hus og Senatet. Det kan give en pejling på opbakningen til præsidenten.
Du kan løbende følge udviklingen i verdenssituationen i vores liveblog lige HER.