Den skandaleramte pizzakæde Domino's giver sine butikschefer en økonomisk gulerod for at mindske madspildet i butikkerne. Problematisk, lyder det fra flere eksperter.

Efter TV 2-programmet 'Operation X' forleden dokumenterede, at Domino's Pizza i flere tilfælde har ændret datoen på råvarer i kædens køkkener, kan B.T. nu fortælle, at kæden belønner butikscheferne for at holde råvareomkostningerne nede.

»Der er en stribe KPI'er (centrale mål, red.), hvoraf lønninger og råvareforbrug er de mest centrale. Som butikschef afhænger ens bonus af, hvor god man er til at opfylde KPI'erne,« fortæller Mathias Brask, der var butikschef i Domino's på Østerbro fra 2013 til 2014.

B.T. har talt med to andre tidligere butikschefer, der begge bekræfter Mathias Brasks udlægning.

»Hvis råvareomkostningerne er under et vist beløb, får man en bonus, såfremt man har opfyldt nogle andre krav også. Det står dog ikke i vores kontrakt,« lyder det fra en tidligere butikschef, der ønsker at være anonym.

B.T. ville gerne have interviewet Domino's administrerende direktør Carsten Falk om bonusordningen, men det har han ikke været interesseret i. I stedet har hans presseansvarlige sendt et svar i en e-mail.

»Domino's har en bonusordning for butikschefer, som er i linje med resten af fastfood-industrien, bl.a for at bekæmpe madspild,« skriver han.

B.T. ville gerne have spurgt Carsten Falk, om bonussystemet giver den enkelte butikschef anledning til at spekulere i at holde madspildet kunstigt nede, eksempelvis ved at påsætte nye datoer på råvarerne, men det har han ikke ønsket at svare på.

Foto: LUCY NICHOLSON/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Det vil arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, Bent Greve, til gengæld gerne give sit bud på.

»Med mindre virksomheden gør det krystalklart, at man skal overholde alle regler, så er der en risiko for, at medarbejderne vil omgå reglerne. Folk vil i udgangspunktet forsøge at få en bonus, når man lokker dem med den,« siger han.

Ifølge Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær i 3F, der organiserer mange ansatte i restaurantbranchen, er det ikke usædvanligt med bonuser for at minimere madspild. Men, siger han:

»En køkkenchef i en restaurant er faglært. Det giver et helt andet afsæt for at arbejde med at optimere råvareforbruget. Hvis man bare har et hygiejnekursus, ved man altså ikke meget om madproduktion,« siger han og tilføjer, at Domino's ikke har tegnet overenskomst.

Tiilbage til Mathias Brask, der i dag arbejder i en helt anden branche.

Han husker udmærket, at man som butikschef ofte tænkte sig en ekstra gang om, inden man smed råvarer ud.

»Når man ikke sælger nok pizzaer i forhold til mængden af råvarer, hvad gør man så? Smider man råvarer ud? Det er ikke en nem beslutning at træffe,« siger han og mener, at Domino's kunne lære meget af en af sine konkurrenter.

»Kig på McDonald's. Det kan jo godt lade sig gøre at opføre sig ordentligt i fastfood-branchen.«