»Hun kan ikke høre.«

Mette Røhrmann Bau og hendes mand er i chok. Lægerne har netop givet forældrene den nedslående besked om deres nyfødte baby.

»Der farer jo alle mulige tanker rundt i hovedet. Hvad betyder det for hendes fremtid, kommer hun aldrig til at høre min stemme og tale med sin egen? Det var svært at forholde sig til,« siger moderen.

Historien om Lova Rose Røhrmann Heick starter tilbage i 2006. Situationen, der for forældrene i øjeblikket virkede håbløst, skulle for altid ændre deres liv.

Lova blev født døv, men hendes cochlear implantater hjælper hende til at høre normalt.
Lova blev født døv, men hendes cochlear implantater hjælper hende til at høre normalt. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Deres datter ville i 2019 blive et forbillede for hundredvis af døvfødte børn og deres forældre. Den del vender vi tilbage til.

Forældrene blev dengang præsenteret for en teknologi - de såkaldte cochlear-implantater, som Lova skulle have indopereret i øresneglen, og som ville give hende en form for hørelse. Hvor god den ville blive, vidste ingen.

Dengang var normen i Danmark, at døvfødte børn hovedsageligt skulle lære tegnsprog.

Mette Røhrmann Bau stillede kritiske spørgsmål. Hun ville vide, om Danmark leverede de bedste tilbud til børn med cochlear implantater. Svarene var ikke entydige, men med hjælp fra fagpersoner fandt hun frem til udenlandsk forskning, der viste, at de bedste resultater opstod, når de døvfødte børn blev opereret tidligt i livet på begge ører, og børnene ikke lærte tegnsprog.

Lova ses her sammen med storebror Linus og hendes mor.
Lova ses her sammen med storebror Linus og hendes mor. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»De fleste havde travlt med at fortælle os alt det, hun ikke ville kunne, når hun var født døv. Det var svært ikke at lade sig påvirke af, men vi var gode til at holde fast i vores mavefornemmelse og huske på den udenlandske forskning,« siger Mette Røhrmann Bau.

Lova blev et af de første børn i Danmark, der blev opereret på begge ører på samme tid. Kampen for en normal hørelse betød, at det sidenhen er blevet gængs procedure tidligt at operere døvfødte børn på begge ører og prioritere det almindelige, talte sprog.

Tilbage til, hvorfor Lova så 13 år senere er lidt af et forbillede.

»Der er mange med cochlear-implantater, der skriver til mig, at de gerne vil være ligesom mig. Jeg bliver virkelig glad indeni,« siger Lova Rose Røhrmann Heick.

Storebror Linus på 18 år har været en stor inspiration for Lova inden for musikken. Her spiller han klaver, mens Lova synger.
Storebror Linus på 18 år har været en stor inspiration for Lova inden for musikken. Her spiller han klaver, mens Lova synger. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

I dag er hun muligvis den første døvfødte, der stormer frem i musikken. Den 24. september skal hun synge i Europa-Parlamentet til ‘European Research and Innovation Days’ for at vise forskere og politikere, hvad det betyder, hvis forskning prioriteres højt.

»Det er ikke noget, jeg har planlagt, at jeg er nået så langt. Det er bare noget, der er sket lidt tilfældigt,« siger Lova Røhrmann Heick om sit sangtalent.

Tilbage i 2006 fik forældrene ellers også at vide af lægerne, at Lova ikke ville kunne høre musik. De skulle slukke for al musik, fordi hun ville opleve det som støj

Hele familien elsker at høre musik og er meget musikalsk. Lovas mor og storebror spiller flere instrumenter. Så den besked besluttede de sig for at udfordre: I stedet for at slukke for musikken, skruede de op.

Lova har interesseret sig for musik, siden hun var ganske lille, også selvom hun er født døv.
Lova har interesseret sig for musik, siden hun var ganske lille, også selvom hun er født døv.
Vis mere

Beslutningen om ikke at sætte begrænsninger for Lova og i stedet være nysgerrig på hendes potentiale, bærer i dag frugt. Hun kan slet ikke forestille sig et liv uden musik.

»Jeg føler mig heldig at være født på det tidspunkt, hvor teknologien gjorde det muligt, at jeg kunne komme til at høre,« siger hun.

Faktisk hører Lova lige så normalt som andre børn, men hun har den fordel, at hun bare kan slukke for lyden, hvis hun synes, at andre larmer for meget.

Du kan høre Lovas stemme og sangen, hun skal synge i Europa-Parlamentet, i videoen herover.