Thomas Bustrup, som mandag blev fyret som viceadministrerende direktør i Dansk Industri, har trukket sig fra bestyrelsen i Impact Fund Denmark.

Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

Bustrup blev mandag idømt 20 dages betinget fængsel af Retten på Bornholm for to tilfælde af spirituskørsel på samme dag.

Den nu tidligere DI-direktør erkendte forholdene og modtog dommen.

Impact Fund Denmark er en selvejende statslig institution, som investerer i klimaprojekter i udviklingslande - tidligere kendt som Investeringsfonden for Udviklingslande.

Bestyrelsen i fonden udpeges ifølge fondens egen hjemmeside af den danske udviklingsminister.

I forbindelse med sagen om spirituskørsel har Thomas Bustrup også afleveret sin kongelige orden tilbage til kongehuset.

Det oplyste kongehusets kommunikationsafdeling mandag.

Kongehuset har tidligere frataget ordener, hvis modtagere er i konflikt med loven.

9. juni blev Bustrup stoppet to gange af politiet.

I første omgang blev han stoppet af politiet på Sverigesvej i Rønne.

Da fik han taget en blodprøve, der viste en alkoholpromille på 1,87.

Selv om han fik at vide, at han ikke skulle køre videre, gik han en tur på omkring 45 minutter og kørte efterfølgende om bord på færgen fra Rønne til Ystad i Sverige.

Og på Øresundsmotorvejen i Kastrup blev han igen stoppet af politiet. En blodprøve viste en promille på 1,95.

Thomas Bustrup har været ansat i Dansk Industri siden 1996. Senest har han haft ansvaret for organisationens internationale aktiviteter.

Udover mandagens fængselsdom blev Thomas Bustrup idømt en bøde på 117.000 kroner, ligesom han mistede kørekortet i otte år.

/ritzau/