Fra på mandag er det slut med at lange Breezers og dåsebajere over disken efter kl. 22.

For den københavnske døgnkiosk ‘Døgneren’ – der har langt størstedelen af deres omsætning efter kl. 22 – er det ikke godt.

»80 procent af vores omsætning ligger efter kl. 22, så det er lidt skidt,« siger Døgnerens ejer Muhammed Hussain.

Hvor stor en procentdel af omsætningen alkohol udgør efter kl. 22, kan Muhammed Hussain ikke svare på på stående fod – dog siger han, at sprut, vin og øl udgør 40 procent af deres samlede varebeholdning.

Muhammed Hussain ejer kiosken Døgneren i København.
Muhammed Hussain ejer kiosken Døgneren i København. Foto: Privatfoto
Vis mere

Muhammed Hussain fulgte fredag aften med i pressemødet, hvor blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede nye restriktioner for at komme den tiltagende coronasmitte til livs.

Og her var et af de nye tiltag netop, at ingen må sælge alkohol efter kl. 22.

Selvom Døgneren ifølge Muhammed Hussain naturligvis kommer til at følge myndighedernes retningslinjer, mener Muhammed ikke, at de er blevet forberedt godt nok i forhold til, at restriktionerne træder i kraft allerede mandag.

»Vi har slet ikke fået nok at vide. Hvordan regner de med, at vi skal gøre det her? Vi kan ikke bare låse vores køleskabe af ude i butikken, hvor alkoholen står. Så hvad tænker de? Vi kan jo ikke lukke en hel butik, bare fordi vi ikke må sælge alkohol,« lyder det frustrerede opråb.

Restriktionerne omkring salg af alkohol gælder frem til 2. januar.