Patienterstatningen har for første gang tilkendt erstatning til efterladte til en patient, der blev smittet med og døde af covid-19 på et sygehus i foråret.

Det skriver Patienterstatningen i en pressemeddelelse.

Patienterstatningen kan tildele erstatning i sagen, fordi patienten – en midaldrende mand – med 'overvejende sandsynlighed' blev smittet på sygehuset, hvor han blev behandlet for en anden sygdom.

Det kunne man se ved at sammenholde mandens prøvesvar med den periode, hvor han var indlagt, lyder det i pressemeddelelsen.

Det pågældende sygehus oplyste, at det fulgte alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Men selv om der ikke er begået en fejl, kan patienter eller deres pårørende stadig have ret til erstatning.

»I denne afgørelse slår vi på ingen måde sygehuset i hovedet og siger, at de har svigtet. Men selv om personalet gør alt efter bogen, så har vi også en venlig lovgivning, der giver patienter ret til erstatning, hvis de får en skade, der er meget sjælden og alvorlig i forhold til den sygdom, som de blev behandlet for.«

»Vi vurderer, at det er tilfældet i denne her sag, hvor manden er død, selv om han var i god bedring med den sygdom, han var indlagt til behandling for,« siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen i pressemeddelelsen.

Hun minder også om, at der skal være tale om alvorlige skader, før man kan få erstatning for covid-19. Loven giver ikke en patient ret til erstatning, hvis patienten eksempelvis er syg i et par uger og derefter kommer sig helt.

Det skal nu opgøres, hvor stor en erstatning de efterladte skal have.