Flere steder i landet kan der søndag aften og nat komme helt op til otte centimeter sne.
Sådan lyder forventningen fra DMI's meteorolog Mette Wagner.
- Det bevæger sig ind over landet og når Midt- og Vestsjælland, Fyn og store dele af Sjælland i løbet af natten.
- Langs vestkysten kan det både falde som sne og slud. I det sydlige er der størst chance for flest centimeter, siger hun.
Det skyldes, at et område med en del sne trænger ind over landet fra sydvest. Det stammer fra et frontsystem fra England.
I Sønderjylland kan der lokalt falde ti centimeter, hvorimod det nordlige Jylland formentlig går fri.
Sneen kan give en risiko for perioder med sneglatte veje, lyder det fra DMI.
Men det kommer ikke til at vare ved, lyder det fra Mette Wagner.
- I løbet af mandagen kommer der varme med ind, som erstatter sneen.
- De hurtige heldige kan nå sig en sneboldkamp, inden det i løbet af formiddagen går over i slud og regn, siger hun.
Meteorologen anbefaler, at man er ekstra tålmodig i morgentrafikken mandag.
- Det bliver nok lidt bøvlet, så det er noget med at tage afsted i god tid og at være tålmodig i morgentrafikken, siger Mette Wagner.
Mandagens vejrskift er ikke det eneste i den kommende uge.
Torsdag venter DMI, at det ligefrem vil blive lunt generelt i landet.
- Vi taler fem til ti grader i hele landet. Det ser rigtig lunt ud, siger meteorolog Mette Wagner.
Det lune vejr får dog selskab af skyer og perioder med regn.
/ritzau/
