Bor man i den østlige del af Danmark, kan man forvente kraftig regn og mulige skybrud natten til tirsdag.

Således har DMI mandag aften udsendt et varsel om kraftig regn og skybrud på Bornholm, Møn, Falster og Østsjælland.

Der er også risiko for kraftig regn og skybrud for Lolland og Vestsjælland. Desuden er der risiko for kraftig regn og skybrud for hele landet tirsdag aften og natten til onsdag.

Der kan falde mellem 25 og 35 millimeter inden for seks timer, og lokalt kan der komme skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Det fortæller vagtchef ved DMI Erik Hansen.

- Det kan godt give lidt oversvømmelser rundtomkring lokalt, siger han.

Der er ifølge DMI et lavtryk, som de næste dage ligger næsten stille over den Engelske Kanal og sender fronter med regn op over Danmark sydfra.

Fronterne adskiller meget varm og fugtig luft over Østeuropa og kølig og ustabil luft over Vesteuropa. I forbindelse med fronterne kan der opstå kraftig regn og torden.