Fugtig luft trækker ind over landet i aftentimerne mandag, og det kommer til at give tåge over stort set hele Danmark.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har derfor udsendt varsel om tæt tåge fra sent mandag aften til tirsdag formiddag.

Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Definitionen på tæt tåge er en sigtbarhed under 100 meter.

I aftentimerne mandag vil tågen først sænke sig over Jylland og Fyn, mens varslet om tæt tåge gælder i det østlige Danmark fra klokken 04 natten til tirsdag.

Bornholm går som det eneste sted fri af tågen, der driver ind over landet fra Nordsøen.

- Teknisk kaldes denne type advektionståge, fordi den driver med vinden og oftest dækker et stort område. Øst for den store tågeplamage, kan der dannes lokale tågebanker, og denne form for tåge kaldes udstrålingståge, lyder det fra vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

Tidligere mandag sænkede der sig tæt tåge over Nordjylland, som kan have forårsaget flere trafikulykker.

Der har således mandag været flere alvorlige færdselsuheld på E45 Nordjyske Motorvej ved Støvring, og en række personer er kommet til skade.

Ulykkerne skyldes formentlig den tætte tåge og vejret, oplyste politiet.

- Der er tale om flere uheld, som formentlig hænger sammen med den tætte tåge på strækningen, sagde vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup.

/ritzau/