Den kommende weekend byder på iskolde temperaturer og glatte veje, men sne kommer der ikke meget af.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Hans Peter Wandler fredag morgen.

Tidligere på ugen udsendte DMI et varsel om snestorm for den sydlige del af landet frem til klokken 02.00 natten til fredag.

Torsdag aften blev det så nedjusteret til kun at gælde Bornholm frem til fredag klokken 12.00, og natten til fredag blev varslet om snestorm på øen nedskaleret til et varsel om snefygning.

- Det, der skete, efter at vi sendte varslet ud, var, at sneområdet bevægede sig lidt hurtigere, end prognoserne angav, så derfor blev varslet pillet ned løbende i løbet af natten, siger Hans Peter Wandler.

Varslet om snefygning på Bornholm gælder fortsat til fredag eftermiddag klokken 16.00.

- Hvis vi ser på resten af landet, vil det nok blive mest skyet de fleste steder. Lokalt kan der også komme en lille smule sne hist og her.

- I Jylland kan der også komme perioder, hvor der kan komme lidt eller nogen sol. Ellers bliver det en stille og rolig dag med omkring 5 graders frost til 1 grads varme og en svag til jævn vind fra omkring nord og nordøst, siger meteorologen.

Lørdag og søndag bliver også to forholdsvis rolige dage. Temperaturen bliver lidt koldere med dagstemperaturer mellem frysepunktet og minus 5 grader.

- Det bliver skyet vejr, men i perioder kan der måske også komme lidt kig til solen her og dér. og så kan der også stedvis falde lidt let sne, men ikke i nogen særligt betydningsfulde mængder, siger Hans Peter Wandler.

Natten til lørdag kan temperaturerne ende på mellem minus 5 og minus 10 grader, og det kan påvirke morgentrafikken lørdag, siger han.

Vejdirektoratet har tidligere meldt ud, at trafikken forventes afviklet uden større forsinkelser lørdag og søndag, men for nogen kan det være en stor rejseweekend efter skolernes vinterferie.

- Det er en god idé at køre i god tid, orientere sig på DMI.dk og følge retningslinjerne fra politiet og Vejdirektoratet, siger Hans Peter Wandler.

Bornholm ligner resten af landet lørdag og søndag, men det kan blive lidt mere blæsende. Ellers bliver det skyet med en smule sne af og til, lyder det videre.

/ritzau/