Gråt og trist.
Vejret tirsdag byder ikke på den store lysterapi til danskerne.
Dermed er det også slut med den sol, der på en gråtonet baggrund alligevel har tittet frem søndag og mandag.
»Det bliver en trist og grå affære langt de fleste steder. Og så bliver det også vådt. Det er ikke fordi, der kommer meget regn, men regnen kommer. Særligt vest for Storebælt hen på eftermiddagen,« siger Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog hos DMI.
Der er dog en lille bid af Danmark, der kan få sol i løbet af formiddagen, lyder det fra meteorologen.
»I det sydøstlige egne omkring Lolland-Falster og på Bornholm kan der komme en smule sol,« siger Mette Zhang.
Hun fortæller, at vejret kommer til at være »til den blæsende side«.
»Det bliver tre til syv graders varme og op til en frisk vind,« siger hun.


