Bedst som det kunne se ud til, at sommervejret var på vej tilbage, kommer DMI torsdag med en advarsel.

Fra fredag klokken 20 og frem til tidlig lørdag morgen, kan der ske et voldsomt skifte i hele landet.

Der er således risiko for kraftig regn og lokale skybrud, skriver vejrinstituttet på sin hjemmeside torsdag.

»Der er risiko for, at der flere steder kan falde mellem 25 og 35 mm regn i løbet af seks timer. Lokale skybrud vil også kunne forekomme,« lyder det.

Kraftig regn er »mere end 24 mm nedbør på seks timer,« skriver DMI.

Det dårlige vejr skyldes en front, som ventes at trække op over Danmark fra sydvest.

DMI kan indtil videre ikke sige med sikkerhed, præcis hvordan forskellige steder i landet bliver ramt.

»Det er sikkert, at hele landet fredag aften og natten til lørdag passeres af en front. Men vejrprognoserne er usikre mht. hvilke dele af landet, der forventes at få mest regn,« lyder det på hjemmesiden.

»Der er også nogen usikkerhed om mængden af nedbør. Vil der falde mellem 10 og 20 mm, eller mellem 25 og 35 mm regn?«

DMI følger udviklingen og opdaterer ved ændringer i prognoserne, lyder det.