Er det vand eller håndsprit?

Ditte Büchmann undrede sig over den væske, der kom ud af dispenserne på metrostationerne i København. Faktisk undrer hun sig stadig, for produktet, der kommer ud af dispenserne er nemlig ikke håndsprit.

»Man regner jo med, at man er beskyttet,« siger Ditte Büchmann.

Hun er hyppig bruger af metroen i København, og ønsker som så mange andre at holde sine hænder rene under corona-epidemien i Danmark.

I kraft af sit arbejde som sygeplejerske ved hun, hvor vigtigt det er at holde vira på afstand.

Hun har derfor måttet tage sin egen håndsprit med i tasken for at være sikker på at holde hænderne virus-fri, når hun rejser med den københavnske metro.

Ditte Büchmann har via en skriftlig korrespondance med både Metroselskabet og leverandøren af hånddesinfektionen fået bekræftet, at der ikke er tale om håndsprit.

Der er derimod tale om 'Duran-Hånddesinfektion 2', der ifølge produktbeskrivelsen skulle fjerne vira og bakterier, men som Miljøstyrelsen tilbage i maj valgte at trække tilbage grundet manglende dokumentation for, at 'aktivstoffet DDAC ikke er virksomt over for vira'.

Ditte Buchmann. Foto: Privat.
Ditte Buchmann. Foto: Privat.
Vis mere

»Hvorfor vil Metroselskabet dog bruge penge på det? Det er jo spild af statens penge,« siger Ditte Buchmann.

Miljøstyrelsen mener på linje med Ditte Büchmann, at det er problematisk, at Metroselskabet bruger 'Duran Hånddesinfektion 2'.

»Hvis man bruger et produkt, hvor der ikke er dokumentation for den markedsførte effekt, så kan det give borgeren en falsk tryghed,« skriver funktionsleder ved Miljøstyrelsen, Henrik Svenstrup, i en mail til B.T. og uddyber:

'Såfremt der er tale om et tilbagekaldt produkt, så vil det føre til yderligere håndhævelse over for det ansvarlige firma, der har fået besked om at tilbagekalde produktet fra forbrugere og forhandlere,' skriver Henrik Svenstrup.

Ditte Büchmann har forgæves forsøgt at få svar fra Metroselskabet på, hvorfor selskabet har valgt at bruge hånddesinfektion, der er trukket tilbage.

Først da B.T. onsdag kontaktede selskabet i forbindelse med denne artikel, fik Ditte Buch svar fra Metro Service, som står for indkøb af desinfektionen, der har været tilgængelig siden juli.

'Det er selvfølgelig overhovedet ikke acceptabelt, at vi uddeler et middel, som skal bekæmpe coronavirus, som vi ikke har dokumentation for rent faktisk er velegnet til formålet,' skriver Metroselskabet til hende i en mail.

Metro Service, der står for indkøb af hånddesinfektion, giver nogenlunde samme svar til B.T.:

»Vi troede, at der var tale om et produkt, der kunne bekæmpe virus. Men det er der så ikke. Det er vi ekstremt kede af og skuffede over leverandøren,« siger finansdirektør Klaus Aakilde og forsikrer, at dokumentationen i fremtiden vil være i orden:

»Vi skal have en bedre evaluering af de nye produkter, før vi bruger dem,« siger Klaus Aakilde.

Leverandøren Socco Teknik afviser dog, at Metro Service skulle have fyldt deres dispensere med et tilbagekaldt produkt.

Efter produktet blev tilbagekaldt, besluttede man nemlig at ændre ordlyden på etiketten på hånddesinfektionen.

»Hvis man ændrer etiketten, så lover man ikke for meget i forhold til, hvad man kan overholde, og så er det ikke længere forbudt for os at sælge og en kunde at købe. Så det er det samme produkt, men det er ikke længere tilbagekaldt,« siger medejer af Socco Teknik Bo Klæstrup.

Han tilføjer desuden, at produktet lige nu er ved at blive testet for, om det kan bekæmpe virus, og at denne godkendelse forventer at indløbe i den kommende uge. Bo Klæstrup oplyser også, at Metro Service blev gjort bekendt med ændringen på etiketten.

Klaus Aakilde siger til B.T., at Metro Service på baggrund af B.T.s henvendelse nu har tømt beholderne for det nuværende hånddesinfektion og fundet en ny leverandør. Fredag vil der igen være hånddesinfektion på stationerne i København.