Der var ingen tvivl at spore, da lægen kiggede Ditte Jakobsen i øjnene og gav hende beskeden.
Hvis hun ikke gjorde noget nu, ville hun ikke leve længe nok til at se sine to børn blive konfirmeret.
»Og det var nu, det skulle ske. Ellers ville jeg dø,« fortæller 37-årige Ditte om den dag for to år siden, hvor hun lagde vejen forbi sin læge – og som blev til begyndelsen på hendes nye liv.
Når hun tænker tilbage, er det ikke, fordi hun nogensinde har været det, hun beskriver som 'tynd-tynd'. Der har altid siddet lidt ekstra på sidebenene.
Der begyndte dog at komme ekstra på, efter hun i 2015 fik at vide, at hun havde dårligt hjerte. Trøstespisning blev hendes nye ven, og den omklamrede hende endnu mere, da hun tre år senere fik en blodprop i hjernen, der førte til, at hun var lammet i den ene side og skulle have hjælp til alt.
»Jeg opgav jo faktisk nærmest bare livet der. Og tænkte, at det hele kunne være lige meget,« fortæller Ditte Jakobsen – der også har fortalt sin historie til JydskeVestkysten – om det, hun gik igennem.
Hver dag drak hun mellem fire og seks liter almindelig Coca-Cola. Til morgenmad stod den ofte på seks halve krydderboller med et tykt lag smøreost. Senere fulgte flødekartofler og sovs, der skvulpede rundt. Så chokolade. Slik. Chips.
Når hun spiste det, hjalp det. På en måde.
»Det gav en fed følelse i kroppen. Det var den følelse, jeg manglede dengang. Jeg manglede den her livsglæde og livslyst,« fortæller Ditte, der til sidst nåede en vægt på 203 kilo.
Sideløbende fik hun det dog værre og kunne mindre og mindre selv. Hun kunne dårligt gå rundt derhjemme uden at blive forpustet og træt. Hun kunne ikke gå ud for at handle selv. Hun kunne ikke gå i bad uden hjælpemidler. Og når hun skulle ud at køre, skulle hun have en forlænger med til selen, så den kunne nå rundt om hende.
Det hele blev dog brat ændret, da hun en dag i august for to år siden var forbi sin læge.
»Hun sagde til mig, at hvis jeg vil se min datter og søn blive konfirmeret, så skulle jeg gøre noget. Nu,« husker Ditte, der har datteren Majbritt på 14 år og sønnen Jack på 11.
»Jeg synes virkelig, at det var en skræmmende måde at stille det op på. Det var ikke rart. Men jeg fik det også sådan: 'Selvfølgelig skal jeg se dem blive konfirmeret'.«
Et par dage senere – helt præcist søndag 18. august 2019 – åbnede hun sine skuffer og skabe derhjemme og smed alt det usunde ud.
»Det var en form for wakeupcall for mig. Jeg var jo godt klar over, at det ikke var godt at fylde sin krop med seks liter cola og masser af chokolade hver dag. Og det er næsten det, der er det værste af det hele. At jeg godt vidste det. Men at jeg ikke kunne gøre noget ved det før,« fortæller Ditte.
Selv tror hun, at hun tidligere manglede motivationen til reelt at gøre noget. Men den skræmmende besked om, at hun ville gå glip af sine børns konfirmation, fik hende vækket.
Siden er kiloene raslet af hende. Udelukkende ved at spise sundere. I dag har hun tabt sig 108 kilo, og vægten siger 95.
»Det er jo helt … Jeg ved ikke, om det lyder fuldstændig åndssvagt, men jeg føler, at jeg er blevet genoplivet, hvis man kan kalde det det,« fortæller Ditte.
Hun behøver hverken bruge elscooter eller rollator for at komme rundt længere. Hun har ikke brug for en bænk i badet. Og hun har ikke længere brug for chokolade for at få den 'fede følelse i kroppen', som hun manglede.
»Nu kan jeg spille fodbold med min søn. Jeg siger ikke 'nej' til dem længere, fordi jeg ikke behøver at sige: 'Det kan jeg ikke'. For det kan jeg godt nu,« siger hun.
Men selvom hun er kommet så langt, er der endnu meget arbejde tilbage. Særligt på to fronter.
Den ene er, at hun som følge af det store vægttab har fået en masse løs og overskydende hud, som hun senere skal have opereret væk.
»Jeg ser jo faktisk meget større ud, end jeg er nu, fordi jeg har alt det hud, der hænger. Der er vanvittig meget hud. Både på armene, maven, lårene, brysterne og hagen også for den sags skyld,« forklarer Ditte.
Det er dog ikke det værste. Det er til gengæld det mentale arbejde, der venter. For mens kiloene hurtigt forsvandt, har hendes hjerne ikke kunnet følge helt med.
»Når jeg kigger mig selv i spejlet eller ser mig i en butiksrude, jeg går forbi, så ser jeg ikke, hvad andre ser,« forklarer hun.
»Jeg ser stadig en på 200 kilo. Og det er jo egentlig lidt skræmmende, for jeg ved jo godt, der er sket noget. Jeg har skiftet hele min garderobe ud, så jeg er godt klar over det. Men jeg opfatter stadig mig selv som en, der er meget, meget, meget tyk.«
Heldigvis går det fremad – og særlig vigtigt er det, at når datteren på søndag skal konfirmeres, så kommer Ditte til at være med.
»Jeg har ikke de økonomiske muligheder til at give hende en stor konfirmation, som andre måske har, men forleden sagde hun til mig: 'Mor, det vigtigste er, at du er der. Så betyder alt andet ingenting',« siger hun.
»Det var meget rørende. Jeg har et helt andet liv nu.«
