Supermarkederne har kronede dage og kører dagligvarer gennem kasselinjerne som aldrig før.

For når vi ikke kan spise ude, skal maden laves hjemme, og samtidig hamstrer en del danskere fødevarer, toiletpapir og andre fornødenheder.

Også byggemarkederne oplever fremgang. Når tusindvis af danskere er sendt hjem fra arbejde, benytter de nemlig tiden til at få ordnet ting på huset og i haven.

Men krisen gør ualmindelig ondt på de danske tøj- og skobutikker, som lige nu oplever et tab i omsætningen, der truer dem på livet.

Det viser en analyse baseret på kort- og MobilePay-betalinger fra Danske Bank.

Den seneste uge er omsætningen i danske tøjbutikker mere end halveret sammenlignet med samme uge sidste år. Skobutikkerne er endnu hårdere ramt med et omsætningsfald på cirka 60 procent.

»Vi havde ikke en eneste kunde i vores to butikker i onsdags. Nej, det passer ikke. Vi havde én, som kom og hentede et par sko, der var stillet til side ugen før. Så tog vi konsekvensen og lukkede vores butikker,« siger Jacob Engelbredt, der ejer skobutikkerne Gabor på Kongens Nytorv og Jaco Sko ved Rådhuspladsen.

Han tilføjer:

Der er langt mellem kunderne på Strøget. Her på Højbro Plads.
Der er langt mellem kunderne på Strøget. Her på Højbro Plads. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Der er ingen mennesker i byen. Der er fuldstændig tomt på Strøget. Vi har en hjemmeside, hvor vi sælger lidt, men det opvejer slet, slet ikke det, vi normalt sælger i butikkerne. Vi stod til en kanongod sæsonstart på grund af det fine vejr og en flot og farverig kollektion.«

Jacob Engelbredt siger med et suk, at april normalt er forårets suverænt største omsætningsmåned.

»Nu håber jeg på, at vi kan komme i gang igen omkring 1. maj. Vi har heldigvis musklerne til at overleve det her, men det er ikke alle i skobranchen, der har det.«

Analysen fra Danske Bank understøttes af en forbrugerundersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov.

Her svarer 18 procent af danskerne, at de de seneste to uger har brugt færre penge på tøj end normalt på grund af corona-krisen, mens blot 2 procent svarer, at de har brugt flere penge på tøj.

En af de helt store spillere på den danske tøjscene har taget konsekvensen og midlertidigt kastet håndklædet i ringen.

Modegiganten Bestseller, der står bag mærker som Jack & Jones, Vero Moda og Only, lukkede nemlig mandag midlertidigt alle sine butikker i Danmark.

Koncernen er så presset, at den har meddelt over 200 af sine udlejere af butikslokaler i Danmark, at den tilbageholder husleje for april, indtil kompensationsordningen fra staten er faldet i hak.

Bestseller-ejer og mangemilliardær Anders Holch Povlsen er hårdt presset af butikslukninger på stribe.
Bestseller-ejer og mangemilliardær Anders Holch Povlsen er hårdt presset af butikslukninger på stribe. Foto: PR/Ritzau/Scanpic
Vis mere

I sidste uge fyrede Bestseller 750 medarbejdere i Danmark og andre lande.

Og mandag i denne uge sendte Bestseller 2.400 medarbejdere i Danmark hjem på lønkompensation, hvor staten betaler hovedparten af de hjemsendtes løn de næste tre måneder.

»Lige nu er vi hårdt ramt, men vi tror på, at vi med vores tiltag har muligheden for at overleve krisen og på sigt komme tilbage, så vi igen kan være garant for at skabe arbejdspladser i Danmark,« udtalte Bestseller-ejer og mangemilliardær Anders Holch Povlsen i den forbindelse.

Danmark er indtil videre lukket ned til og med anden påskedag den 13. april. Statsminister Mette Frederiksen vil ikke afvise, at nedlukningen vil blive forlænget.