Hele 231.716 ansøgninger har uddannelserne landet over modtaget i år af håbefulde unge, der i disse timer krydser fingre for at være kommet ind på drømmestudiet.
Dog står to uddannelser tilbage uden en eneste ansøgning.
Det fremgår af Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelse over årets ansøgninger til videregående uddannelser, skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Den ene af de to uddannelser uden ansøgninger er professionsbachelor i procesøkonomi og værdikædeledelse i Horsens med sommerstart.
Den anden er uddannelsen som installør med speciale i stærkstrøm i Esbjerg - også med sommerstart.
Der er dermed noget af et spring op til de uddannelser, som i år har fået flest ansøgninger.
Helt i toppen finder man medicinstudiet i Aarhus, der har fået 2.866 ansøgninger.
Medicinuddannelsen ser generelt ud til at tiltrække sig en del ansøgninger, for den er også at finde på både anden- og tredjepladsen over de steder med flest ansøgninger.
Kom du ikke ind på drømmeuddannelsen i år? Eller kom du ind på lige præcis den uddannelse, du altid har drømt om? Hvis du har en uddannelseshistorie, du gerne vil dele, så kontakt B.T. på 1929@t.dk.
På andenpladsen finder man derfor medicinstudiet i Odense med 2.790 ansøgninger, mens man på tredjepladsen finder medicinstudiet i København med 2.593 ansøgninger.
Natten mellem torsdag og fredag har 88.757 danskere fået at vide, om de er blevet optaget på en af landets videregående uddannelser.
Kun 65.714 af dem har fået en besked om, at de er kommet ind.
Af dem, der ikke er kommet ind på drømmeuddannelsen, kunne 9.851 ikke leve op til karakterkravet. 8.416 andre var kvalificerede til de uddannelser, de søgte om, men kunne alligevel ikke få deres ønske om en studieplads opfyldt.