Et dusin kommuner i Danmark har inden for de seneste syv dage ikke registreret et eneste tilfælde af coronasmitte.

Det fremgår af Statens Serum Instituts epidemiologiske overvågningsrapport ved instituttets seneste opdatering af tallene mandag.

De 12 kommuner er Frederikshavn, Jammerbugt, Haderslev, Odder, Norddjurs, Sønderborg, Rebild, Allerød og så de fire ø-samfund Læsø, Samsø, Fanø og Ærø.

I den anden ende af listen – kommuner med procentuelt flest konstateret smittet inden for den seneste uge – finder man særligt kommunerne på den københavnske Vestegn og et geografisk bælte mod nordvest til og med Egedal Kommune.

Uden for hovedstadsområdet er Holstebro den kommune, der har flest registrerede smittetilfælde i perioden.

Dykker man ned i tallene og kigger nærmere på Statens Serum Instituts opgørelse, er der dog langt hen ad vejen en sammenhæng mellem antallet af testede og så det forholdsmæssige antal borgere, som er konstateret smittet.

Med andre ord: Jo flere der er blevet testet, jo mere stiger også den procentuelle rate for, hvor mange der er smittet med coronavirus.

Hvilket bekræfter, hvad myndighederne flere gange har udtrykt – nemlig at der må være et meget stort mørketal for, hvor mange danskere der i virkeligheden er eller har været ramt af corona, uden at det på noget tidspunkt er blevet registreret.

Haderslev, Odder og Norddjurs kommuner er dog undtagelserne, der bekræfter reglen.

På trods af, at der her er blevet testet en forholdsmæssig stor del af borgerne, er kun ganske få blevet konstateret smittet.

I Frederikshavn glæder man sig over tallene og spekulerer på, hvorfor man netop her er blandt de privilegerede af landets kommuner ved i den opgjorte periode at have nul smittede.

Og i det hele taget kun har og har haft et ganske lille antal, siden coronakrisen for alvor tog fart herhjemme fra begyndelsen af marts.

Landets nordligste kommune har 60.000 indbyggere, og på trods af det har der alt i alt kun været 13 konstaterede tilfælde af covid-19.

Det er det laveste i hele Danmark, når man fraregner ø-samfundene.

»Det er da noget, vi snakker om heroppe. Nu holder vi bare vejret og håber, at det fortsætter på den måde. Vi ved jo af gode grunde ikke, hvad der kommer til at ske i den kommende tid, men indtil videre er det gået forbavsende godt,« konstaterer Hakan Jakob Kosar, pressechef i Frederikshavn Kommune.

»Man vil jo gerne tro på, at vores borgere er særligt gode til at følge retningslinjerne, og at vores medarbejdere har været ekstra gode og godt klædt på med information til at undgå smitte. Sandheden er dog blot, at vi faktisk ikke ved, hvorfor det ser ud, som det gør her. Vi kæmper, vi klør på, og så håber vi det bedste,« siger han.

Hakan Jakob Kosar understreger, at han intet videnskabeligt bevis har for det, men at et par bud på, at netop Frederikshavn klarer sig så godt, kan være, at man i Nordjylland ikke sådan går og falder hinanden om halsen i tide og utide.

»Kulturen heroppe er nok lidt anderledes end så mange andre steder. Vi kan sagtens nøjes med at hilse på hinanden med et nik. Og sådan var det jo også før, vi fik coronakrise. Derudover er der måske også noget med rejsemønstret: Hvis vejret er godt, kører vi bare en tur til Skagen. Det behøver vi ikke at tage til Italien for.«