Hvis du er frisk på at stå i døren på diskotek Moon Night Club i Næstved, så ser det ud til at du kan få en aftale, der ikke involverer skattefar.

I hvert fald, så er indehaveren Mikkel Geschwendtner blevet taget i at tilbyde en timeløn på 150 kroner sort. Det skriver Sjællandske.

Mediet er kommet i besiddelse af en korrespondance, som Mikkel Geschwendtner har haft over Messenger, hvor han bliver spurgt om, hvad man tjener på at stå i døren på diskoteket i Næstved.

»150 sort, er du dørmand?« lyder svaret.

Herefter ringer Sjællandske til diskoteksejeren, som straks benægter.

Dog kun indtil at journalisten begynder at læse korrespondancen op. Herefter 'kan det godt være, at han har skrevet sådan.'

Mikkel Geschwendtner afviser dog at betale sine medarbejdere sort. Det er kun sket en enkelt gang på en prøvevagt.

Han forklarer, at alt andet køre lige efter bogen.