393 millioner kroner.

Så stort er det underskud, som discountkæden Aldi Danmark kan præsentere for regnskabsåret 2021.

Ifølge mediet Finans har den tyskejede kæde tabt 3,1 milliarder kroner over de seneste ti år på at drive discountbutikker i Danmark.

Et tab, som kan klassificeres som »helt vildt efter danske forhold«, mener B.T.s forbrugsredaktør Niels Philip Kjeldsen.

»Selv ikke Fakta, som har lidt store tab, kan være med her, og det har længe været en gåde for detailhandelseksperter, hvordan det kunne give mening,« siger han.

Alligevel ser Aldi Danmark på årsresultatet for 2021 med optimisme.

Sammenlignet med 2019 forbereder discountkæden nemlig sit nettoresultat med 120 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden.

Derfor ønsker Aldi Danmark fortsat at arbejde med at skabe et moderne og mere attraktivt dagligvarebrand, der kan være med til at vende underskuddet.

En beslutning, der udadtil kan lyde underlig, men som giver god mening, mener detailhandelekspert Bruno Christensen.

»Det kan godt være, at vi med vores øjne kan konstatere, at de har tabt tre milliarder, men det behøver ikke være sådan, Aldi kigger på tingene. De ønsker at forblive i Danmark. Det er jeg ikke i tvivl om,« siger han.

Aldi Danmark har gennem de sidste par år åbnet nye og mere moderne butikker. En satsning, der viser kædens engagement på det danske marked, mener B.T.s forbrugerredaktør Niels Philip Kjeldsen.

»De er villige til at bruge mange penge og masser af tid på at komme op og køre i Danmark,« siger Niels Philip Kjeldsen og fortsætter:

»Man skal huske på, at det at de taber penge i Danmark ikke gør specielt ondt på dem. De buldrer frem i mange andre lande, eksempelvis i Storbritannien.«

Ifølge Aldi Danmark kan en større organisatoriske ændring og coronaforsinkelser på flere varer, være en del af forklaringen på, hvorfor kæden har et stort underskud i 2021.