Er forandring godt eller skidt? Det finder både Fødevarestyrelsen og Esben Egede Rasmussen ud af meget snart.

Sidstnævnte stopper nemlig som direktør for førstnævnte efter 11 år på posten.

Esben Egede Rasmussen har valgt at takke ja til et nyt job i London, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Han skal nu som følge af Brexit være statskonsulent på ambassaden i London, hvor han skal være ‘den sikre hånd, der er brug for i den usikre tid’.

Det er en stilling, som Udenrigsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet har valgt at oprette på grund af situationen med Brexit.

'Jeg er naturligvis ked af, at Esben Egede Rasmussen stopper som direktør i Fødevarestyrelsen, men til gengæld tror jeg ikke, at Danmark kan stille med en bedre kandidat til at klare de mange udfordringer, som Brexit fører med sig på miljø- og fødevareområdet, siger minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling,' Mogens Jensen.

Bekymringen lyder på, at den danske eksport inden for miljø og fødevarer kan få store konsekvenser som følge af, at briterne har valgt at trække sig ud af EU.

Esben Egede Rasmussen starter i sit nye job 1. august.