Meldingen om, at to medarbejdere har optjent bonusser på henholdsvis 250 og 300 millioner kroner i Energi Danmark, vækker vrede hos en stor kunde.

»Da jeg så artiklen, kunne jeg jo se, hvor alle mine penge gik hen,« siger Jørn Krogager, der er administrerende direktør for jernstøberiet Mat Dania i Aars i Nordjylland, til Finans.

Han ser ind i en regning på 200 millioner kroner for sit forbrug hos Energi Danmark i 2022.

Og selv om Energi Danmarks ejer, Andel, oplyser, at man ikke vil gå med til at udbetale de høje bonusser, overvejer direktøren at droppe samarbejdet.

»Men de er nok totalt ligeglade. Det er ikke transparent. Det værste er, at der sidder en masse ansatte og scorer penge og ikke er transparente. Og det svære er at acceptere, at politikerne ikke laver nogen tiltag. Det forstår jeg simpelthen ikke,« siger Jørn Krogager til mediet.

På Christiansborg er der da også en noget blandet reaktion på de bonusser, de to medarbejdere har indtjent.

Mandag klokken 15.30 skal energiminister Lars Aagaard (M ) på et møde i Energiministeriet forholde sig til de høje bonusser.

»Det er fuldstændig vanvittigt, som energisektoren er kommet ud af trit med virkeligheden. Mens rigtig mange danskere frygter at måtte gå fra hus og hjem på grund af høje energiregninger, så vælter man sig i kæmpe bonusser,« lød det tidligere i dag fra Morten Messerschmidt, der er formand for Dansk Folkeparti.

Lars Aagaard slår dog fast, at han ikke vil blande sig i virksomhedernes bonusaftaler:

»Vi har fri løndannelse i Danmark. Det er ikke regeringen, der fastsætter lønningerne i energiselskaberne, det gør ledelsen i samarbejde med bestyrelsen og bestyrelsen i samarbejde med ejerne. Det er et sundt og godt princip. Men jeg vil gerne opfordre bestyrelserne til at følge anbefalingerne om god selskabsledelse og med jævne mellemrum overveje, om vederlag og bonusser står i et rimeligt forhold til den enkeltes ansvar og indsats,« udtaler han i en skriftlig kommentar til Finans.

Liberal Alliances erhvervsordfører, Lars-Christian Brask, er enig med ministeren.

»Lars Aagaard siger det hele og rammer sømmet på hovedet. Jeg kan ikke tilføje mere end at opfordre til ansvarligt mådehold,« sagde han tidligere i dag.