Han skal sidde på posten knap ti måneder endnu.

Det er til trods for den fyreseddel, direktøren i Hirtshals Havn blev præsenteret for to dage inden jul. Direktøren selv er stadig forundret over, hvorfor han er blevet afskediget.

»Jeg forstår det stadig ikke. Jeg har overhovedet ingen begrundelse fået for fyringen,« siger Jens Kirketerp Jensen til Nordjyske.

Vicedirektøren Karin Eilers blev ved samme lejlighed smidt på porten. Hun har været sygemeldt lige siden, skriver mediet.

Ifølge TV 2 Nord har bestyrelsen i Hirtshals Havn bestilt en ekstern undersøgelse, som skal forberede havnen på fremtiden. Det er i den forbindelse, at ledelsen er blevet fyret.

Jens Kirketerp Jensen har sidste arbejdsdag 31. december 2021, og han skal således passe driften af den vigtige nordjyske havn med forbindelse til Norge, Island og Færøerne indtil hans afløser er fundet.

Direktøren fortæller, at han ‘troede det var løgn,’ da han så sin fyreseddel. Han fremhæver ifølge Nordjyske en omsætningsfremgang fra 50 til 80 millioner kroner under hans tid ved roret.

Bestyrelsesformand i Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen, siger til TV 2 Nord, at man indtil videre har været tilfreds med den siddende direktion.

»Det er vigtigt at understrege, at ændringerne ikke er et udtryk for utilfredshed med den hidtidige opgavevaretagelse men alene bunder i en vurdering af, at nye kompetencer er påkrævet, hvis Hirtshals Havns udviklingspotentiale skal udnyttes fuldt ud i fremtiden,« siger Anker Laden-Andersen.