»Det er nemt at sidde bag en computer og skrive hadefulde beskeder om, at vi nærmest har blod på hænderne, og jeg ved ikke hvad.«

Sådan lyder det fra direktør hos Musikteatret Holstebro, Anders Jørgensen, efter at han selv og musikteatrets medarbejdere har fået en stribe hadefulde beskeder siden i fredags.

Det skyldes, at direktøren i fredags blev citeret i en artikel fra Dagbladet Holstebro Struer, hvor han udtalte, at han ikke havde fantasi til at forestille sig, at Musikteatret Holstebro ville komme til at aflyse arrangementer pga. coronavirussen.

»Det er så blevet tolket, som om at vi ikke vil følge reglerne, hvilket ikke er sandt. Vi har fuldstændig fulgt statsministerens anbefalinger,« siger Anders Jørgensen til B.T.

Direktør Anders Jørgensen hos Musikteatret Holstebro.
Direktør Anders Jørgensen hos Musikteatret Holstebro. Foto: Musikteatret Holstebro
Vis mere

Efter fredagens pressemøde i Statsministeriet skrev Musikteatret Holstebro da også på deres hjemmeside, at de fremadrettet ville reducere antallet af gæster til musikteatrets arrangementer, så den anbefalede kapacitet på maksimalt 1.000 gæster ikke ville blive overskredet.

Alligevel har folk henvendt sig til Anders Jørgensen og Musikteatret Holstebros ansatte i knap så venlige vendinger.

»Folk har sendt os mails og har henvendt sig til mine medarbejdere også på deres private 'Facebooks', hvor de sviner dem til og skriver ubehagelige ting til dem.«

En opførsel som direktør Anders Jørgensen ikke har meget til overs for.

»Det er sørgeligt, at folk opfører sig sådan. Jeg synes, at folk skal prøve at stramme op på disciplinen, når de sidder ved computeren. Men det gælder uanset, om det handler om corona eller ej,« siger Anders Jørgensen.

Direktøren fortæller, at Musikteatret Holstebro i forbindelse med anbefalingerne fra myndighederne har opstillet ekstra håndsprit til gæsterne, ligesom at musikteatrets personale vil informere om hensigtsmæssig adfærd for at undgå smitterisiko.

Derudover bliver myndighedernes anbefaling om, at personer, der har været i blandt andet Norditalien, skal holde sig derhjemme i 14 dage efter hjemkomst ligeledes overholdt, da Musikteatret Holstebro ikke kalder personale på arbejde indenfor de første 14 dage, hvis de har rejst i de kritiske områder, uanset om de er smittede eller ej.

Anders Jørgensen fortæller, at musikteatret ligeledes opfordrer kunderne til at være varsomme med at deltage i teatrets arrangementer indenfor en periode på 14 dage, hvis de har rejst i nogen af de coronaramte områder.