På mandagens pressemøde kunne Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke fortælle, at barer, restauranter og cafeer i 18 kommuner nu igen vil lukke klokken 00.00 frem for klokken 02.00. Derudover vil forsamlingsforbuddet blive halveret fra 100 til 50 personer.

Det kommer til at have store økonomiske konsekvenser.

Det skriver brancheforeningen HORESTA i en pressemeddelelse.

»Barer, restauranter og cafeer er professionelle miljøer, som i forvejen er underlagt en række skrappe restriktioner. Det handler om, at de nuværende restriktioner håndhæves frem for at skærpe dem yderligere med store økonomiske konsekvenser til følge,« siger HORESTAs administrerende direktør, Katia K. Østergaard.

Hun mener ikke, at det vil gøre den store forskel at lave de restriktioner i de professionelle miljøer, da smittetallet mest er steget grundet private arrangementer.

»Myndighederne retter meget hurtigt søgelyset mod vores branche, hvor skærpede restriktioner har store økonomiske konsekvenser. Jeg har vanskeligt ved at se, hvad skærpede afstandskrav i lige netop restaurationsbranchen skulle ændre. Krav, vi i øvrigt ikke kan få oplyst, hvad indeholder,« siger Katia K. Østergaard.

Hun mener også, at udmeldinger som disse har en stor effekt på, hvordan gæsternes adfærd er, da de bliver meget nervøse.

»Vi har brug for, at myndighederne er tydelige om, at det er i orden at navigere inden for de rammer, som sundhedsmyndighederne udstikker. Alt andet skaber en ekstrem usikkerhed blandt både forretningsdrivende og forbrugere. Og det er det sidste, vi har brug for i et erhverv, hvor hver femte stilling allerede er forsvundet.«

Ifølge Horesta ligger restauranterhvervet lige nu i indeks 60-70 sammenlignet med sidste år.