Aflivningerne af alle mink i Danmark rammer ikke blot minkavlerne, men også underleverandører i branchen. Deriblandt Sydvestjysk Pelsdyrfoders fabrik ved Tarp, der nu er tvunget til at lukke.
Direktøren hos Sydvestjysk Pelsdyrfoder, Torben Henriksen, står nu tilbage med en tom fabrik om en uges tid og må opsige alle sine 14 ansatte i virksomheden.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ud over de 14 ansatte rammer lukningen af Sydvestjydsk Pelsdyrfoder også syv eksterne vognmænd og håndværkere, der er tilknyttet fabrikken, der leverer foder til knap 170 minkfarme.

Torben Henriksen vurderer, at flere hundrede personer bosat i det sydvestjyske vil blive arbejdsløse grundet aflivningerne af alle mink.
»Jeg fuldstændig stivnede, da jeg uden forudgående information hørte statsministeren på tv. I et øjeblik var jeg i chok, det er jo sjældent, man får en indirekte fyreseddel af en statsminister på direkte tv. Det næste jeg tænkte på, var på de ansatte og selvfølgelig også de mange minkavlerfamilier med deres børn, som nu får radikalt ændret deres liv,« siger Torben Henriksen til JydskeVestkysten.
Han sår også tvivl om avling af mink i Danmark nogensinde kommer til at køre igen.
Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) garanterer, at kommunen vil hjælpe alle de berørte mennesker, der blandt andet bliver arbejdsløse i forbindelse med aflivningerne.