Richard Østerballe vil ikke mere.
Den kendte direktør for Givskud Zoo ser i stedet frem til snarest at gå på pension.
Sådan fremgår det af et stillingsopslag, som dyreparken har slået op under titlen 'Vi søger en ny direktør'.
Richard Østerballe har været ansat hos Givskud Zoo siden 1991 – og har været direktør siden 2002.
Altså har han vist vejen for dyr og personale i mere end 20 år.
»Vi søger derfor en ny direktør, som ud fra samme høje ambitionsniveau for dyrevelfærd og gæsteoplevelser kan sikre, at Givskud Zoo – Zootopia også i fremtiden forbliver en virksomhed og arbejdsplads, der skaber værdi lokalt, regionalt og samfundsmæssigt,« som det lyder i stillingsopslaget.
Og den snart forhenværende direktør kommer til at forlade en safaripark i topform.
Mere end 450.000 gæster kom sidste år på besøg.
»Hvilket gør os til en af Danmarks mest elskede turistattraktioner og til stedet, hvor dyr, natur og mennesker mødes,« som det lyder i stillingsopslaget.
Den nye direktør skal tiltræde 1. maj næste år.
Givskud Zoo åbnede i 1969, dengang under navnet Løveparken.