Den 4. december om aftenen måtte direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz ud i en redningsaktion.
Det blev en redningsaktion, der gjaldt liv eller død.
En almindelig aften på restaurant endte dramatisk.
»Vi var ude og spise nogle få venner sammen. Pludselig er der én, der råber: 'Er der en læge til stede',« fortæller Thomas Senderovitz, der ikke har været praktiserende læge siden slut-90erne.
»De fører os ind i nogle tilstødende lokaler, og der ligger en mand livløs på gulvet. Vi tror til at starte med, at han har fået noget i den gale hals, så vi begynder at lave Heimlich-manøvren, men han er fuldstændig bevidstløs, og det var bekymrende.«
Men Thomas Senderovitz opdager hurtigt, at han ikke havde noget galt i halsen, så de begynder på hjertemassage.
»Det var indbygget i mig, jeg gik bare i gang, og det virkede. Han overlevede heldigvis. Det viser sig så bagefter, at han ikke har fået nogen mén, så det var en fantastisk oplevelse at se ham igen.«
For den mand, der blev reddet, opsøgte Thomas Senderovitz efterfølgende og takkede ham for at redde hans liv.
»Mødet har rørt mig meget. Jeg står midt i en coronastorm, hvor jeg sidder fra morgen til aften og arbejder med vacciner, så det varmede med en dejlig historie.«