Der skal gøres alt, hvad man kan for at standse et nyt smitteudbrud på et fjerkræslagteri i Aars, hvor to ansatte uafhængigt af hinanden er testet positiv for corona.

Men før tingene bliver bedre, vil de blive dårligere.

Det vurderer produktionsdirektøren på Danpo, Per Alan Jensen. Det skriver Fagbladet 3F.

»Vi forventer at se flere smittede. Mit eget bud er, at vi finder 5-10 nye smittede, når alle er testet,« siger han til Fagbladet 3F.

»Men det er et valg, vi har truffet. Vi vil gerne vide, hvor slemt det står til. Vi tager det alvorligt, det her,« siger Per Alan Jensen.

Corona-udbruddet på slagteriet i Aars startede sidste tirsdag, hvor en enkelt ansat blev konstateret positiv for corona-virus.

Det fik fabrikken til at sende syv ansatte hjem, som alle havde været i kontakt med den smittede. Ingen af de syv havde dog selv fået sygdommen.

Dermed troede ledelsen, at smitten var lukket ned.

Men onsdag morgen blev endnu en ansat testet positiv. Denne gang en ansat fra et andet afsnit af fabrikken.

»Hun havde været i kontakt med 20 ansatte, som vi så straks sendte hjem og til test,« siger Per Alan Jensen.

Udviklingen i smittede fik Danpo til selv at kontakte Region Nordjylland.

Og fra torsdag morgen bliver samtlige 450 ansatte testet, og ingen kommer ifølge direktøren ind på fabrikken uden en corona-test.

»Det er medarbejdernes ve og vel, det handler om her. Vi skal ikke have medarbejdere, der bliver syge eller dør. Vi skal vise ansvarlighed,« siger han.

Udbruddet med corona-virus i Aars er ikke første gang, at der er sket corona-smitte blandt slagteriarbejdere herhjemme.

Lige nu kæmper myndighederne, kommuner og ejerne med at lukke følgevirkningerne af smittespredning på et Danish Crown-slagteri i Ringsted, hvor fabrikken nu er lukket, efter 142 ansatte er blevet konstateret smittet med corona.

Og netop Ringsted-sagen er en advarsel for Danpo-direktøren, som han tager til sig.

»Vi har da spurgt os selv: Bliver vi det nye Ringsted? Det vil vi helst ikke, og derfor gør vi også alt, hvad vi kan for at bremse smitten i at sprede sig nu,« siger Per Alan Jensen.

Ud over fabrikken i Aars vil Danpo sørge for at få testet alle ansatte i deres to andre anlæg i Farre og Kokkedal.

I alt vil 650 ansatte blive testet på de tre lokationer.