Skarpe sving, for meget fart og krydsende dyr. 

Det er netop nogle af de forhold, der gør motorvejen A-52, hvor den portugisiske fodboldspiller Diogo Jota og hans bror omkom torsdag, berygtet som en af Spaniens farligste. Det skriver Daily Mail.

Liverpool-stjernens Lamborghinis dæk skulle angiveligt være eksploderet under en overhaling, hvorefter bilen endte i rabatten og gik i flammer.

I tidens løb har det særligt været bilisternes fart, der har været en udfordring på motorvejen. 

Motorvejen A-52 er nemlig kendt for 'uansvarlig kørsel'. Faktisk var det så slemt, at der i 2020 blev givet næsten 15.000 fartbøder, skriver lokalavisen La Opinion de Zamora.

Derfor igangsatte man for fire år siden en kampagne, der skulle få folk til at sætte farten ned for at mindske ulykker. 

Derudover konkluderer en nylig meningsmåling foretaget af Spaniens bruger- og forbrugerorganisation, at A-52 er en af de værste ruter i Spanien. I målingen blev vejens beskaffenhed og manglen på sikkerhedsbarrierer fremhævet.

Uheldet skete i regionen Zamora, der er kendt for ujævnt terræn, og motorvejen løber gennem bjergrige og skovklædte områder. Området lider også af tilbagevendende tågeperioder og begrænset belysning.