1. januar er kollektiv 'slap af på sofaen med tømmermænd'-dag i Danmark.

Af den grund har mange allieret sig med snacks og sodavand. Og der er god grund til at nyde den iskolde sodavand lidt ekstra – i hvert fald, hvis du har købt en variant med sukker.

Frem mod 2030 skal indholdet af kalorier i læskedrikke nemlig reduceres. Det skriver Finans.dk.

Hele 15 procent skal der reduceres med over de næste otte år, og det er sukkeret, der ryger ud.

Det er de næsten 150 fødevarevirksomheder, detailkæder og sundhedsorganisationer, der står bag sammenslutningen Fødevarepartnerskabet, som har lavet aftalen.

»Vi ønsker at bakke op omkring det stigende fokus på folkesundheden. Det kommer man til at kunne se i nye introduktioner af sukkerfrie varianter (...) Særdeles på vores satsning på den netop reformulerede Coca-Cola Zero, som har fået ny smag, der kommer endnu tætter på vores sukkerholdige variant,« siger Klaus Borello, Country Manager for Coca-Cola Danmark til Bryggeriforeningens brancheblad, Nyt fra Bryggeriforeningen.

Du skal dog som forbruger ikke frygte at gå helt sukkerkold fra den ene dag til den anden.

Nedtrapningen af sukkeren vil nemlig ske gradvist.

Det er dette, som Royal Unibrew og Carlsberg kalder reformulering af produkterne, hvor forbrugerne gradvist vænnes til, at sodavanderne smager mindre sødt.

Fokusset fra bryggerierne på sukkerfrie varianter afspejler sig også i markedsføringen.

»På eksempelvis Faxe Kondi vil den sukkerfri version altid blive præsenteret, hvor det tidligere udelukkende har været vores traditionelle Faxe Kondi. På Pepsi-porteføljen kommunikerer vi udelukkende på MAX-produkter, som er uden kalorier,« siger Lise Tjell, marketing manager i Royal Unibrew.