Dildo-drama i danske byer: 'De skal væk'
Tre vibratorer og løftet om '100 procent orgasmegaranti' på danske busser har skabt stor debat.

Tre vibratorer og løftet om '100 procent orgasmegaranti' på danske busser har skabt stor debat.

Karsten Bygersen holder bag en bybus i Fredericia, da noget på bagenden pludselig fanger hans blik.
Tre vibratorer. Og et ganske kontant løfte:
»100 procent orgasmegaranti.«
Reaktionen kommer prompte:
»Jeg tænkte, hvad pokker er det her for noget? Og så blev jeg ærlig talt forarget,« fortæller den tidligere byrådspolitiker og nuværende 1. suppleant for Borgernes Parti til DR.
Og han er langt fra den eneste, der har fået kaffen galt i halsen.
For busreklamen fra sexlegetøjsfirmaet Sinful har udløst vrede blandt både borgere og politikere – og nu er vibratorerne blevet pillet af busserne i Fredericia, skriver DR.
Også Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne har krævet reklamen fjernet.
»De skal væk, og det skulle have været i går,« sagde han til Fredericiaavisen.
Kritikken har nu fået konsekvenser.
Ifølge Henrik Sørensen, direktør i Out of Home Media, der sælger reklamepladserne på busserne, er motivet blevet skiftet ud med noget »lidt mindre provokerende«.
Nu viser reklamen i stedet en kvinde med en is ved munden, mens den smeltede is løber ned ad hagen.
Men vibratorerne har ikke kun skabt røre i Fredericia.
I Aalborg er den ældre dame, Irma Christensen, dybt chokeret:
»Jeg har tre børnebørn, og hvad siger jeg til dem? Og der myldrer turister rundt i Aalborg lige nu, hvad tænker de om os, frisindede danskere?« sagde hun til TV2 Nord.
I Aalborg var der dog ifølge Nordjyllands Trafikselskab ikke grundlag for at gribe ind over for reklamen.
Den brød nemlig ikke selskabets regler, oplyste driftschef Erik Mejdahl Frederiksen til regionalmediet.