DF vil fjerne kommunal støtte til Socialistisk Ungdomsfront efter 'Gør som i Frankrig'-opslag
DF-profil kalder det »vildt«, at Socialistisk Ungdomsfront modtager næsten 100.000 kroner i kommunale midler, samtidig med at de opfordrer til at kopiere optøjerne i Frankrig.
Medlem af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget I Københavns Kommune for Dansk Folkeparti, Christian Bülow. Foto: Nicoline Kjems-Krognos
Mens Frankrig fortsat er præget af optøjer, hærværk og afbrændte butikker, opfordrer Socialistisk Ungdomsfront (SUF) til at »gøre som i Frankrig«.
Det gør de i et opslag på sociale medier, der har vakt opsigt, som B.T. har beskrevet. Den ungdomspolitiske gruppering på den yderste venstrefløj har de seneste år modtaget masser af skattekroner. Men nu skal der lukkes for den varme hane.
Konkret er der tale om, at organisationen har modtaget næsten 100.000 kroner i kommunal støtte fra Københavns Kommune. Og det får nu Dansk Folkeparti til at kræve, at støtten fjernes.
Christian Bülow, medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti, kalder det nemlig »vildt«, at Socialistisk Ungdomsfront kan opfordre til »Gør som i Frankrig«, samtidig med at de modtager kommunale midler.
Opslaget fra Socialistisk Ungdomsfront opfordrer til demonstrationer for blandt andet højere SU og anti- militarisering i flere danske byer den 20. november.
»Det, der er sket i Frankrig, er uhørt. Den ekstreme venstrefløj på gaden har sat ting i brand,« siger Christian Bülow til B.T.
Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Laurent Nuñez, bærer den yderste venstrefløj en stor del af ansvaret for optøjerne, der begyndte som protester mod forholdene i skolerne.
Spørgsmålet om de offentlige midler er aktuelt, fordi Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune har tildelt Socialistisk Ungdomsfront 96.322 kroner i 2026. Heraf er 12.500 kroner medlemstilskud og 83.822 kroner lokaletilskud.
I årene 2022-2026 har udvalget samlet set givet organisationen flere hundrede tusinde kroner, viser dokumenter, som B.T. har set.
SUF modtager pengene, fordi de er godkendt som folkeoplysende forening. Det mener Christian Bülow ikke, at de burde være.
Han vil foreslå, at man fjerner SUF’s status som folkeoplysende forening i Københavns Kommune og dermed fratager dem retten til lokaleleje og medlemstilskud.
»Der ligger en bestemmelse i loven, som giver mulighed for at fratage støtten. Samfundsundergravende aktiviteter ligger uden for det, loven skal finansiere,« siger Christian Bülow.
Derudover vil han foreslå, at man undersøger muligheden for at kræve lokale- og medlemstilskud for 2026 – og eventuelt andre år – tilbagebetalt.
Har SUF ikke ret til at sige, hvad de vil?
»Jeg har ikke noget imod, at folk har holdninger, jeg er uenig i. For mig er forskellen, om Københavns Kommune og skatteborgerne skal betale næsten100.000 kroner hvert år til de aktiviteter. Det skal ikke være for borgernes penge,« siger Bülow.
Har fritidsudvalget ikke ret til at udvælge, hvem der modtager støtte?
»Det er kutyme, at man godkender organisationer, der opfylder kriterierne. Men vi mener, at der er aktiviteter, der får støtte, som ikke bør få det,« siger han.
Christian Bülow er ikke den eneste politiker, der er kritisk over for tildelingen af de offentlige midler.
Konservative Niels Peder Ravn fra Københavns Borgerrepræsentation. Søren Bidstrup
»Folkeoplysning skal være opbyggelig og demokratiserende. Det nytter ikke noget at godkende en forening, der er voldsparat og vil piske en stemning op,« siger Niels Peder Ravn, medlem af socialudvalget for De Konservative i Københavns Kommune, til B.T. og fortsætter:
»Pengene kunne i stedet bruges på spejdere, pensionister og andre aktiviteter. Men i stedet går de til en organisation, der vil have optøjer i København. Det er sindssygt.«
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra SUF. Organisationen er ikke vendt tilbage på henvendelserne.