De afviste asylansøgere på Udrejsecenter Sjælsmark har fået lov til at nyde cafeteriets mad på deres værelser under ramadanan - selvom det er mod den vanlige praksis.

Og det forstår Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, slet ikke.

»Vi har allerede givet dem husly, de kan få noget at spise og drikke og har adgang til sundhedspersonale. De skylder os at efterleve de afgørelser, som myndighederne er kommet med. At nogen så ovenikøbet forventer, at vores asylsystem retter ind efter deres religiøse højtider, det er noget underligt noget og et udtryk for den krævementalitet, man desværre ser i muslimske miljøer,« siger han til Jyllands-Posten.

Det er kriminalforsorgen, som undtagelsesvis har givet de udrejsecenterets muslimske beboere lov til at spise på værelserne, så de kan vente med at spise til efter solnedgang, som ramadanen foreskriver.

Men det er efter Martin Henriksens overbevisning 'et skråplan'. Han mener, der er tale om særbehandling og undrer sig over, at Danmark indretter asylsystemet efter religion.

De Radikale og Socialdemokratiet mener derimod, det er fint, at kriminalforsorgen viser hensyn til Udrejsecenter Sjælsmarks beboere.

Fungerende politisk ordfører Matthias Tesfaye (S) fortæller til Jyllands-Posten, at han ikke kan se noget problematisk i, at beboerne spiser på deres værelser - ramadan eller ej.

Det er bestemt ikke første gang, Udrejsecenter Sjælsmark kommer i fokus under valgkampen.

Martin Henriksen (DF). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Martin Henriksen (DF). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Vis mere

Ej heller er det første gang det er beboernes madvaner, der er diskussionsemnet.

I den direkte duel mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) i onsdags, åbnede statsministeren for, at de afviste asylansøgere måske fremadrettet kunne få lov at spise på værelserne.

Som det er nu, må beboerne hverken lave mad selv eller spise på værelserne.

Fredag var det så Mette Frederiksens tur til at vende situationen på Udrejsecenter Sjælsmark.

»Børnene på Sjælsmark befinder sig i en potentiel rigtig svær situation. Vi mener, at der er plads til forbedringer. I lighed med Lars Løkke mener vi, at der skal kigges på bespisningen af familierne,« sagde hun på et pressemøde, hvor Socialdemokratiet præsenterede sin plan for dansk udlændingepolitik.

Mette Frederiksen slog fast, at hun ikke ønsker at lukke det omdiskuterede udrejsecenter, hvis hun bliver statsminister, men at forholdene for børnene kan forbedres.

»Det er positivt, at statsministeren i denne valgkamp har sagt, at det ikke rokker ved udlændingepolitikken, hvis der er familier, der har mulighed for at tage mad med ind på deres værelser og spise,« lød det fra S-formanden.

Mette Frederiksen åbner også for, at der kan oprettes en vuggestue på Udrejsecenter Sjælsmark.