»Alle ved, at jeg siger, hvad jeg mener, og det gør jeg også om det her. For det er en katastrofe.«

Jette Lund lægger ikke fingre mellem, når det kommer til planerne om den såkaldte 'Billundbane', der kan vise sig at få alvorlige konsekvenser for det nordvestlige Jylland.

Billundbanen, der skal forbinde Vejle og Billund Lufthavn, har ifølge Transportministeriet nemlig den konsekvens, at det 'sandsynligvis' er slut med direkte afgange fra Nordvestjylland til København.

Med andre ord betyder det, at du som pendler eller københavnerglad jyde skal stoppe og skifte tog i Vejle i fremtiden, hvis du er taget af sted fra Struer, Herning eller Holstebro og har sat kursen mod Fyn eller Sjælland.

Billundbanen koster i omegnen af én milliard kroner og er i folkemunde blevet opkaldt 'Tullebanen' efter Kristian Thulesen Dahl, der er valgt i Vejle, og som formand for Dansk Folkeparti har stået fast på, at banen skal blive til noget på trods af massiv kritik.

Politiske modstandere og eksperter har skudt med skarpt efter Billundbanen, men nu er vi også kommet så vidt, at der er kritiske røster fra DF-formandens egne tropper.

Jette Lund sidder i byrådet i Struer Kommune for Dansk Folkeparti og stiller desuden også op som folketingskandidat ved det kommende valg.

Hun er bestemt ikke tilfreds med udsigterne til et togskift på Vejle Station.

»Det er en katastrofe, hvis vi ikke har en direkte togforbindelse fra Thisted og Struer til det østlige Danmark. Vi har gennem mange generationer brugt kræfter på at samle landet, og så det her nu? Det er en klar forringelse,« siger hun.

Længere nede sydpå sidder Richardt Graakjær Bostrup Møller i Holstebro. Han er formand i Dansk Folkepartis lokalforening, ligesom han også er folketingskandidat forud for det kommende valg.

Og så er han enig med sin kollega nordpå.

»Det er jævnt træls og en dårlig idé, hvis vi ender med at miste vores direkte forbindelse til København. Vi kan ikke leve med at blive sat 30 år tilbage, og hvis det bliver sådan, så skal den bane ikke blive til noget,« siger folketingskandidaten.

Det er ikke hverdagskost, at lokale DF-politikere sender kritiske røster af sted mod deres kollegaer på Christiansborg.

Men det spekulerer Jette Lund ikke i.

»Om det er modigt at kritisere banen? Dansk Folkeparti er et demokratisk parti, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle have lov at mene, at jeg ikke kan se fornuften i denne her beslutning med de konsekvenser,« siger lokalpolitikeren.

Og hvis en vis Kristian pludselig ringer?

»Hvis de ringer, så er jeg da klar til at tale min sag. Alle ved, at jeg siger, hvad jeg mener, og det gør jeg om det her. For det er en katastrofe,« konstarerer hun.

Idéen bag Billundbanen er at skabe en bedre infrastruktur i det område, hvor både Legoland og Billund Lufthavn tiltrækker mange mennesker.

Banedanmark har dog tidligere regnet på den tidsmæssige besparelse for strækningen, og her var konklusionen, at passagererne kunne spare op til 270 sekunder på den nye bane. En bane, der altså knap og nap koster én milliard kroner.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti.