Når det bliver natten til søndag 27. oktober, skal man huske at stille urerne en time tilbage, fordi det bliver vintertid i Danmark.

Det kan skabe lidt problemer med tidsfornemmelsen søndag, og derfor er Q-Park ude med en opfordring til danskerne.

Firmaet skriver i en pressemeddelelse, at man skal huske at sætte uret i bilen korrekt, fordi tiden ikke ændrer sig automatisk, som tilfældet eksempelvis er på en mobiltelefon.

Og hvis uret ikke bliver ændret til det rigtige tidspunkt, så vil p-skiven ligeledes stå forkert, og på den måde vil man risikere en kedelig afgift.

Q-Park-direktør Alex Pedersen fortæller, at p-vagterne kun kan tage hensyn til, hvad p-skiven viser på det pågældende tidspunkt.

»Vores job er at fjerne eller mindske misbruget af p-pladserne dér, hvor vi er blevet bedt om at føre opsyn. Det kan vi kun gøre ved at tjekke, om bilernes p-skiver er indstillet rigtigt. P-vagterne har kun bilens p-skive at forholde sig til, når de skal kontrollere, om en bil har ret til at holde på p-pladsen.«

Alex Pedersen afliver alle rygter om, at der skulle være flere p-vagter på gaderne søndag.

Han siger i pressemeddelelsen, at det vil være den helt samme bemanding som på alle andre dage.