Der bliver vasket hænder som aldrig før på landets skoler og i dagtilbud.
For mange børn medfører det udtørret og sprækket hud, og derfor har Sundhedsstyrelsen nu præciseret, hvor lang tid en korrekt håndvask tager - eller rettere hvor kort tid.
Selv om det måske synes ligetil, når sundhedsmyndigheden har formuleret, at en ‘korrekt udført håndvask tager ca. 45-60 sekunder.’
Men der er en nuance heri, som hidtil ikke har været offentlig viden.
Julie Hunnerup Kardos er blandt de forældre, der har fremvist billeder af deres børns forpinte hænder efter utallige ture til håndvasken.
Hendes syvårige søn Noah græd af smerte, da han tirsdag vendte hjem fra skole.
Derfor glæder Julie Hunnerup Kardos sig over, at Sundhedsstyrelsen torsdag nu i utvetydige vendinger præciserer, at den korrekte vask med vand og sæbe ikke skal ske i helt op til et minut.
For det kan måske mindske hendes drengs hudirritation, hvis sæben ikke skal påføres i længere tid end de 20 sekunder, som styrelsen nu angiver, håber hun.

'Korrekt håndvask tager mellem 45-60 sekunder, dvs. hænderne vaskes med sæbe i 15-20 sekunder, skylles grundigt så alt sæbe kommer af og tørres herefter,’ skriver Sundhedsstyrelsen.
Opdateringen er ny viden for Julie Hunnerup Kardos.
»Vi har fået billeder fra skolen af, hvordan vi skulle vaske hænder, så jeg har øvet med Noah, hvordan vi skulle vaske hænder med sæbe på fra start til slut, og det kunne tage op til et minut at gøre,« siger hun.
»Man vil gerne gøre sit allerbedste og være på den sikre side, så mange vasker måske hænder i længere tid, end det er nødvendigt,« lyder det videre.

Julie Hunnerup Kardos mistænker, at det også gør sig gældende for lærerne, når de sender elever ud for at vaske hænder.
Men hos Skolelederforeningen lyder det dog, at man her følger nøje med i, hvad sundhedsmyndighederne melder ud.
»Skolelederne er meget opmærksomme på opdateringer fra Sundhedsstyrelsen.«
»Jeg har lige talt med nogle skoleledere, som er ret optaget af at følge med i de ændringer, der kommer hele tiden,« siger næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas.


