De har længe været i krise.

Men nu ser det ud til at lysne for landets 400 små lokal-brugser, der drives af 310 selvstændige brugsforeninger rundet om i landet.

De lokale brugser sørger for, at også beboerne i de tyndt befolkede områder har let ved at komme til en dagligvarebutik.

Nu viser dugfriske tal, at de Coop-ejede butikker har stigende omsætning.

De små brugsforeninger har stigende omsætning.
De små brugsforeninger har stigende omsætning. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det skriver Dansk Handelsblad på baggrund af et nyt Coop-regnskab.

Sidste år omsatte de lokale brugsforeninger for 17,3 mia. kr. mod 16,7 mia. kr. i 2018. Det svarer til en vækst på 3,6 pct.

Det er ifølge Dansk Handelsblad et pænt stykke over den gennemsnitlige vækst på det danske dagligvaremarked.

Indtjeningen er dog langt fra ligeligt fordelt.140 af brugsforeningerne taber nemlig penge. 170 bidrager til det positive resultat.

»Der er brugsforeninger, der virkelig tjener penge, men der er også brugsforeninger, der hænger indtjeningsmæssigt. Vi ser det som et fælles problem i Coop, at nogle har svært ved at klare sig,« siger Søren Tang Sørensen, der er formand for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA) til Dansk Erhvervsblad.

De mange brugsforeninger har en del liggende på kistebunden. I alt er der en egenkapital blandt de selvstændige brugsforeninger i Coop på mere end 4 mia. kr., skriver Dansk Handelsblad.