Det virker harmløst - nu advarer øjenlæge: Du kan miste synet
En svensk øjenlæge advarer nu mod en simpel hverdagssituation, der kan koste synet.

En svensk øjenlæge advarer nu mod en simpel hverdagssituation, der kan koste synet.

Et bad med kontaktlinser i øjnene.
Det kan være svært at forestille sig en mere harmløs kombination.
Men den sammensætning kan ifølge den svenske øjenlæge Kinga Dabrowska-Kloda være yderst risikabel.
Det fortæller hun til SVT.
Dabrowska-Kloda forklarer, at man faktisk kan miste synet, hvis man beholder kontaktlinserne i, mens man bader.
Normalt beskytter øjet sig nemlig selv mod de mikroorganismer, der lever i vandet, men bruger man kontaktlinser, gør det det vanskeligere for kroppen at beskytte sig.
Bader man med sine kontaktlinser i, er der en højere risiko for at udvikle en alvorlig infektion i hornhinden, fortæller hun videre.
Hvis man alligevel føler sig nødsaget til at beholde kontaktlinserne i, lyder rådet fra Dabrowska-Klodas, at man bør undgå vand i hovedet og i stedet kun bruse fra hagen og ned.
Samtidigt fortæller hun, at en svømmetur bør følge de samme anbefalinger – selv hvis man bruger dykkerbriller.
»Hvis du svømmer, skal det helst være uden linser. Tætsiddende svømmebriller kan desværre stadig lukke vand ind i kanterne,« siger hun.