Det var 'galskab' at lukke atomkraftværkerne: Lomborg forklarer AfD’s kanonvalg
Bekymring over de høje elpriser var med til at give AfD valgsejr i Sachsen-Anhalt. »Man kan ikke køre en moderne økonomi på sol og vind alene,« siger Bjørn Lomborg.

Bekymring over de høje elpriser var med til at give AfD valgsejr i Sachsen-Anhalt. »Man kan ikke køre en moderne økonomi på sol og vind alene,« siger Bjørn Lomborg.

Tysklands elpriser er blandt de højeste i Europa. En del af forklaringen er en forfejlet klimapolitik, vurderer B.T.s klimaekspert Bjørn Lomborg.
Set i det lys bør det ikke være nogen overraskelse, at Alternative für Deutchland - der er blandt de største kritikere af den førte politik på området - fik en jordskredssejr i søndags.
AfD er kendt for sin hårde linje på indvandringspolitikken. Men partiet varsler også et opgør med Tysklands energipolitik.
»Tyskland har i tyve år brugt 700 milliarder euro på en omstilling, der ikke fungerer,« forklarer Lomborg.
Klimaeksperten, der er direktør for tænketanken Copenhagen Consensus, er også tilknyttet Stanford University's Hoover Institution. Han har gennem flere år haft en mere skeptisk tilgang til dommedagsprofetier om klimaet.
Tyskland lukkede landets sidste tre atomkraftværker i april 2023 efter flere års udfasning. Under Angela Merkel satsede Tyskland på importeret russisk gas, mens sol og vind skulle erstatte kul og atomkraft.
Men gasimport afhænger af geopolitik. Det mærkede Tyskland i energikrisen 2022, da Rusland stoppede leverancerne gennem Nord Stream 1 efter invasionen af Ukraine, og rørledningerne senere blev saboteret.
»At skifte kul ud med gas kræver, at man ikke er afhængig af Rusland. Det er let at være bagklog. I 2000 virkede det fornuftigt at få Putin tættere på Europa, men det var en dum ide. Det andet problem var at lukke atomkraftværkerne, det var galskab,« udtaler Lomborg.
Atomkraft kan køre hele tiden, men det kan sol og vind ikke. Derfor skal man have en backup, og det bliver de fossile brændstoffer, forklarer han.
Sol-og vindenergi for dyrt
I dag får Tyskland omkring 79 procent af sin energi fra fossile brændsler, mens grøn energi fra sol og vind er blevet så dyrt, at ingen vil bruge det, fortæller Lomborg.
»Når man har højere energipriser over to årtier og siger, at det er billigere med sol og vind, men det så bliver dyrere, så er det ikke overraskende, at vælgerne siger nej. Man kan ikke køre en moderne økonomi med sol og vind, og de fleste vælgere kan forstå, at det er problematisk.«
Tysklands elpriser for husholdninger er nu blandt de højeste i Europa – omkring 2,90 kr. pr. kWh mod et EU-gennemsnit på cirka 2,15 kr.
Det har fået vælgerne i Saxen-Anhalt til at vende sig mod AfD, som blandt andet lover at genoprette atomkraft for at sænke energipriserne.
Hvis atomkraft er så åbenlyst fornuftig, hvorfor har Tyskland så ikke bare tændt værkerne igen i 2022, da priserne eksploderede? Er det sværere end AfD siger?
»Man skulle ikke have stoppet dem i første omgang. Det er meget dyrere at genstarte. Men man skal være ærlig. Det er svært at lave om på store energisystemer. Det er en god idé at prøve, men det er ikke sikkert.«
Lomborg understreger, at han ikke er ekspert i tysk politik, men han kalder det alligevel for »ideologi«, der gjorde, at Tysklands daværende regering fjernede atomkraft.
»Alle de politiske partier på nær AfD må gøre det bedre. Den nuværende energipolitik i Tyskland fungerer ikke,« slår Lomborg fast.