Op, op, op. Temperaturerne skyder allerede torsdag ved middagstid voldsomt i vejret.

»Hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi allerede nu til overflod årets hidtil varmeste dag,« siger Frans Rubek, der er klimatolog ved DMI.

Indtil i dag havde 10. maj rekorden for 2021, hvor der blev målt 26,2 grader ved Hammer Odde på Bornholm.

Og som klimatologen fra DMI siger, så er den rekord eftertrykkelig slået allerede.

Faktisk ramte temperaturen herhjemme klokken 12.40 for første gang i dag de 30 grader – det skete i Store Jyndevad i Sønderjylland, hvor varmegraderne allerede klokken 12.50 var nået op på 30,6 grader.

DMIs måleanlæg midt mellem Tønder og Padborg har dagen igennem målt landets højeste temperatur, og det er i det hele taget i den sydlige del af landet, der har været varmest.

Eksempelvis er man i Vester Vedsted ved Ribe også godt med. Her er der klokken 12.50 målt 29,4 grader.

Ellers er der også ganske varmt på Lolland, hvor temperaturen lige nu ligger lige under de 28 grader. Det samme er tilfældet på Sjællands varmeste sted, Holbæk Flyveplads.

På Fyn er den varmeste temperatur målt ved Hans Christian Andersen Airport nord for Odense. Her ligger temperaturen også lige under 28 grader.

Anderledes køligt er der torsdag middag på Danmarks nordligste punkt ved Skagen Fyr. Her viser DMIs måling, at der 'kun' er 16-17 grader. Den er den laveste temperatur målt i Danmark.