»Det er hårdt at blive sat i bås.«

Det er den følelse, 27-årige Tina Borup fra Nordjylland sidder tilbage med efter mandagens pressemøde om coronasituationen i Danmark.

For her var budskabet fra statsministeren klart:

»Jeg synes, det er nemt at leve med coronapasset … for jer, der ikke er vaccineret, bliver det mere besværligt, og sådan mener jeg også, at det skal være.«

Selvom vaccinen er frivillig, mener Tina Borup, at regeringen og sundhedsmyndighederne presser på for at få folk vaccineret, og at der herskede en 'dem' og 'os' retorik under pressemødet for at få budskabet frem.

»Jeg blev stødt af den måde, der blev talt til folk på. Vi blev nærmest gjort til syndebukke og fik fortalt, at det er os, der bærer smitten videre,« fortæller Tina Borup.

Hun lever med genfejlen Faktor 5 Leiden, som giver en øget risiko for blodpropper. I 2012 fik Tina Borup som 17-årig sin første blodprop, og siden da er der kommet flere til.

Derfor har sundhedsmyndighederne frarådet hende at få de to anbefalede coronavacciner fra Pfizer og Moderna.

Det er på trods af, at hun selv har et ønske om at blive vaccineret mod corona.

Hendes genfejl og en manglende vaccine har nemlig haft enorme økonomiske konsekvenser for hende, og tilværelsen ville være lettere med et stik:

»Jeg blev hjemsendt af min læge i en periode. Her kunne jeg ikke tage vagter som rengøring i sundhedsvæsnet,« siger Tina Borup.

Derfor var det ekstra nedslående at blive sat i bås med andre uvaccinerede, der ikke står i hendes situation, under mandagens pressemøde.

»Man kan ikke slå ned på alle. Man skal ikke sætte alle i samme gruppe. Jeg synes, livet er svært nok for dem, der ikke har noget valg,« lyder det fra Tina Borup.

En anden, der er utilfreds over regeringens retorik, er Tasia Bech fra Horsens. Hun ønsker ikke at oplyse, hvorvidt hun er vaccineret eller ej, da det for hende er et personligt valg.

Men hun mener, at statsministeren lægger et urimeligt hårdt pres på dem, der har valgt vaccinen fra:

»Dem, der vil have vaccinen, har allerede sagt ja, og de andre har sagt nej. Det må man respektere.«

Tasia Bech synes, diskussionen om coronavaccinen er blevet for ensidig. Privatfoto.
Tasia Bech synes, diskussionen om coronavaccinen er blevet for ensidig. Privatfoto.
Vis mere

På trods af at det burde være så simpelt, er virkeligheden en anden, hvis man spørger Tasia Bech.

»Hvis du er vaccineret, udviser du samfundssind og har gode intentioner, hvis du ikke er, er du en egoist. Hvorfor er det ikke i orden at tænke på sit eget helbred, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis man bliver vaccineret mod corona?«

Hun mener også, at det er problematisk, at der kun bliver skildret én bestemt holdning omkring coronavaccinen i mediedebatten.

»Der er mange, der frygter corona, og dem bliver der taget hensyn til, men der er også en del, der frygter vaccinen, og det skal folk åbenbart ikke respektere. Det er at køre en hetz på folk, der ikke er vaccineret.«

I Roskilde fulgte Victoria Bredvig også med i mandagens pressemøde. Indtil nu har hun ikke taget imod tilbuddet om at blive vaccineret mod covid-19, da hun frygter senfølger af vaccinen såsom blodpropper og nedsat fertilitet.

Victoria Bredvig har været meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle sige ja tak til coronavaccinen. Pressemødet gjorde beslutningen mere klar. Privatfoto.
Victoria Bredvig har været meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle sige ja tak til coronavaccinen. Pressemødet gjorde beslutningen mere klar. Privatfoto.
Vis mere

Men selvom det stadig er en frygt, besluttede Victoria Bredvig under gårsdagens pressemøde, at hun ikke længere kan udsætte vaccinen.

»Jeg føler mig tvunget. Ikke af regeringen, men af omstændighederne. Hvis coronapasset bliver en realitet, vil jeg helst undgå at skulle blive testet hele tiden, men jeg bliver selvfølgelig testet, hvis der er noget i min omgangskreds.«

Victoria Bredvig fremhæver også, at presset kommer udefra:

»Jeg arbejder i sundhedsvæsnet. Her snakker jeg ikke om, at jeg ikke er vaccineret. Det dømmer folk på. Det har også været med i mine overvejelser omkring vaccinen.«

Men i sidste ende er det udsigten til coronapasset, der har afgjort beslutningen for Victoria Bredvig.

Mandag aften endte hun derfor med at være nogle af de mange danskere, der loggede på vacciner.dk for at bestille tid til en coronavaccine.

Victoria Bredvig skal have første stik i den kommende weekend. Og hvis hun skulle gå hen og blive syg, kan hun bruge sin weekend på det, fortæller hun.