Den norske kronprinsesse Mette-Marit får lige nu Norges udelte opmærksomhed. 

Tirsdag indledes retssagen mod hendes ældste søn, Marius, i Oslo. Og fredag stod det klart, at Norges kommende dronnings navn optrådte flere hundrede gange i nye offentliggjorte Epstein-filer.

Fie West, B.T.s underholdningsredaktør, betragter det som en »gigantisk krise«. 

»Det her er den største krise, det norske kongehus nogensinde har stået i,« siger hun.

Kronprinsessen havde i flere år kontakt med sexforbryderen Jeffrey Epstein, efter han var blevet dømt for sexforbrydelser, og i en samtale fra 2011 indrømmer kronprinsessen, at hun kendte til forbrydelserne:

'Googlede dig efter sidste e-mail. Enig i at det ikke ser for godt ud :),' lød det blandt andet fra Mette-Marit til Epstein ifølge Aftenposten.

»Beskederne mellem kronprinsessen og ham tegner et billede af en meget tæt relation,« siger Fie West og tilføjer:

»Det kan faktisk ikke blive meget værre.«

De to var også i kontakt i juni 2014 – dermed er der sket en ændring i forklaringen om, at hun afbrød kontakten i 2013.

Jeffrey Epsteins første dom faldt i 2008 i Florida, hvor han erklærede sig skyldig i anklager om rufferi, herunder involvering af en person under 18 år.
Jeffrey Epsteins første dom faldt i 2008 i Florida, hvor han erklærede sig skyldig i anklager om rufferi, herunder involvering af en person under 18 år. Foto: U.s. Justice Department/Reuters/Ritzau Scanpix

En del af krisen ligger også i, at Mette-Marit og det norske kongehus har givet urigtige oplysninger til offentligheden om forholdet til Epstein, understreger B.T.s underholdningsredaktør.

Fredag fik de offentliggjorte dokumenter den norske kronprinsesse til at undskylde for sin dømmekraft.

'Jeg beklager det dybt, og det er et ansvar, jeg må tage. Jeg udviste dårlig dømmekraft og fortryder nogensinde at have haft kontakt med Epstein. Det er simpelthen pinligt,' sagde hun over for VG.

Også Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har udtalt sig om sagen. Søndag aften sagde han til NRK, at han mener, at Mette-Marit har udvist »dårlig dømmekraft«.

Skærmbillede af et af Epstein-dokumenterne, der er offentliggjort af det amerikanske justitsministerium

Det norske kongehus har bekræftet, at Mette-Marit boede i Epsteins hjem i Florida fire dage i januar 2013, skriver NRK.

»Mette-Marit havde en hård start i det norske kongehus. Hun var alenemor og måtte på et pressemøde forklare sin baggrund i Oslos festmiljø. Med årene blev hun dog en meget populær og afholdt kronprinsesse – men den position er fuldkommen smadret nu,« siger B.T.s underholdningsredaktør. 

Dokumenterne er blevet offentliggjort, mens en anden skandalesag allerede blussede under Norges royale.

»Mens hele Norge – og ja hele verden – nu snakker om, at den norske kronprinsesse har haft et nært forhold til Epstein, skal hendes søn samtidig for retten tirsdag, anklaget for alvorlige forbrydelser,« siger Fie West.

»Det er jo så vanvittig en situation, som det næsten kan blive,« tilføjer hun. 

Tirsdag begynder nemlig en cirka seks uger lang retssag mod Marius Borg Høiby, kronprinsesse Mette-Marits søn. Han er tiltalt for i alt 38 forhold, heriblandt voldtægter, seksuelle krænkelser, vold, trusler og brud på narkotika- og færdselsloven.

Han nægter sig skyldig i flere af forholdene. 

Marius Høiby er søn af kronprinsesse Mette-Marit fra et tidligere forhold, og som »udefrakommende« er han hverken en del af arvefølgen eller det officielle kongehus. 
Marius Høiby er søn af kronprinsesse Mette-Marit fra et tidligere forhold, og som »udefrakommende« er han hverken en del af arvefølgen eller det officielle kongehus.  Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg tror, vi vil se et norsk kongehus, der i den grad lider et stort knæk og opbakningen fra befolkningen vil sandsynligvis dale som konsekvens af det her,« siger Fie West.