Forberedelserne til, at Odense Letbane kan komme på skinner, kører på højtryk i disse uger og måneder.

Fra søndag i weekenden og de første dage i denne uge skal letbanens skinner slibes, og det kan godt komme til at hvine lidt i ørerne.

Det lille tog, der sliber skinnerne, kører med 1-2 km/t under slibearbejdet, og det kan give støj, mens toget passerer, hvilket sker to gange på hver strækning i løbet af slibearbejdet, skriver Odense Letbane i en pressemeddelelse.

Arbejdet kommer delvist til at foregå udenfor normal arbejdstid af hensyn til den igangværende test- og træningskørsel, der er i gang i dagtimerne.

Søndag var det letbanestrækningen fra Vesterbro og hele vejen igennem centrum til krydset mellem Nyborgvej og Ørbækvej, hvor skinnerne blev slebet.

Mandag går turen videre til strækningen fra Ørbækvej til SDU.

Og tirsdag bliver der slebet skinner af to omgange. Først fra Tarup Center til Vesterbro og derefter fra Hestehaven til Hjallesegade.

Letbanen skulle oprindeligt have kørt Odenses borgere og gæster rundt fra slutningen af 2020, men arbejdet med at etablere letbanen er blevet forsinket og udskudt af flere omgange.

Lige nu lyder de seneste meldinger på, at letbanen åbner sidst i maj.