Selv om man åbner store dele af det danske samfund, vil coronaepidemien alligevel dø ud.

Det drejer sig ifølge Statens Serum Institut (SSI) om følgende dele af samfundet:

- Detailhandel, herunder storcentre

- Professionel idræt uden tilskuere

- Biblioteker (kun ind- og udlån)

- Kritisk offentlig sektor herunder bl.a. Arbejdstilsynet, Forsvaret mv.

- Zoologiske- og botaniske haver

Epidemien vil dog kun dø ud, hvis borgerne fortsætter med at holde afstand og have god hygiejne, lyder det i rapporten fra SSI.

Flere åbninger er muligt

De ovenstående dele er i rapporten nævnt som en grundblok. Derudover er der regnet på, hvad yderligere åbninger kombineret med grundblokken vil betyde.

Man kan åbne følgende, uden at det betyder en stigning i antallet af indlæggelser på over 500 personer, så længe folk fortsat holder afstand:

- Åbning af 6.10. klasse i skole og klubtilbud.

- Åbning af efterskolers afsluttende forløb frem mod sommer.

- Åbning for udendørsservering for cafeer og restauranter (med retningslinjer).

- Åbning for indendørs- og udendørsservering for cafeer og restauranter (med retningslinjer).

- Normalisering af hjemmearbejde i det private erhvervsliv. Det vil sige almindelig fysisk aktivitet.

Seruminstituttet gør dog opmærksom på, at der er stor usikkerhed forbundet med beregningerne.

Afgøres onsdag og torsdag

Samtidig advarer rapporten om, at det lave antal danske smittede giver en betydelig risiko for, at Danmark rammes af en anden bølge coronaepidemi.

Læs mere om det HER.

Rapporten fra SSI er sendt til lederne for Folketingets partier, som er indkaldt til møde om den videre genåbning af det danske samfund onsdag kl. 18 på Christiansborg.

Også torsdag er ifølge B.T.s oplysninger afsat til at holde møde om den yderligere genåbning, der ventes at træde i kraft på mandag.