Antisemitismen er blevet mere synlig, har fået »mere ekstreme udtryk« og kommer fra flere fronter.

Sådan lyder det fra Ina Rosen, der er forperson for Det Jødiske Samfund.

Hun roser de danske jøder, der i en artikelserie i B.T. fortæller om deres oplevelser med antisemitisme i Danmark i tiden efter terrorangrebet mod Israel den 7. oktober.

I disse vidnesbyrd kan man læse om en far og søn, der blev jaget og truet på livet, fordi de gik med kalot, om børn med israelsk-jødisk baggrund, der blev mobbet ud af skolen og om en jødisk musiker, der blev truet på livet og måtte optræde med politibeskyttelse.

»Vi har massiv dokumentation for den stigning i antisemitisme, der har fundet sted. I 2025 er der blandt andet kommet rapporter fra Institut for Menneskerettigheder, Nordic Safe Cities og Københavns Kommune,« siger Ina Rosen og tilføjer:

»Men det er også ekstremt vigtigt, at vi får et ansigt på de mennesker, som helt uforskyldt har været udsat for grænseoverskridende og uhyggelige oplevelser, som dem B.T. har skrevet om. Jeg værdsætter alle, der stiller sig frem og fortæller deres oplevelser, selvom det ikke er let, og jeg kan kun opfordre flere til at gøre det samme.«

Ina Rosen kalder den stigende antisemitisme for »skræmmende« og »et problem, der rækker langt ud over jødiske kredse«.

Alligevel er der lyspunkter at finde i form af en bred politisk og folkelig opbakning til danske jøder, mener hun.

»Der er intet nyt ved antisemitisme – tværtimod er det verdens ældste had. Men vi ser i dag udtryk, som har sneget sig fra internettets og samfundets afkroge ud til gader og stræder og ind i den offentlige debat,« siger Ina Rosen til B.T. og fortsætter:

»Et lyspunkt er, at vi oplever en bred politisk opbakning til danske jøder og kampen mod antisemitisme. Den politiske støtte kan simpelthen ikke overvurderes, og det er langt fra en selvfølge, hvis vi kikker ud over Danmarks grænser,« siger Ina Rosen, der her ses sammen med justitsminister Peter Hummelgaard (S) i synagogen i Krystalgade.
»Et lyspunkt er, at vi oplever en bred politisk opbakning til danske jøder og kampen mod antisemitisme. Den politiske støtte kan simpelthen ikke overvurderes, og det er langt fra en selvfølge, hvis vi kikker ud over Danmarks grænser,« siger Ina Rosen, der her ses sammen med justitsminister Peter Hummelgaard (S) i synagogen i Krystalgade. Mathias Svold

»I mange tilfælde kommer det under dække af konflikten i Mellemøsten, som bruges som afsæt for gamle antisemitiske stereotyper om jøders magt, position og skjulte hensigter eller til en generel dæmonisering af jøder og jødiske institutioner.«

Selvom 7. oktober-angrebet og Israels efterfølgende krig mod terrororganisationen Hamas har været katalysator for en stigning i antisemitismen, er det ifølge Ina Rosen vigtigt at huske på, at antisemitismen »har rod i mange komplekse historiske, religiøse og politiske problemstillinger«.

»Men det er klart, at antisemitismen bliver styrket af en generel polarisering i samfundet, og at den fungerer som en markør for politiske systemer og bevægelser, der ikke vil Danmark og folkestyret noget godt,« siger hun og fortsætter:

»Dem finder vi både på den yderste venstrefløj, den yderste højrefløj og inden for islamismen. Samtidig ser vi en ny form for hybridisering, hvor antisemitiske konspirationsteorier og fordomme smelter sammen og låner fra hinanden.«

tip os
Har du selv oplevet antisemitisme? Så kontakt Claes Theilgaard på clth@bt.dk eller skriv her.

Hvad bør der i din optik gøres for at komme antisemitismen til livs?

»Formidling af viden, nærvær og møder i øjenhøjde med jøder virker. Det ved vi, og det er nogle af de tiltag, som blandt andet bliver støttet gennem regeringens nye handlingsplan mod antisemitisme,« svarer Ina Rosen.

»Jeg kan godt forstå, at både danske jøder og andre danskere kan blive utålmodige og frustrerede, når udviklingen går den forkerte vej. Men ligesom jeg vil advare mod forsimplede forklaringer, er der også grund til at advare mod hurtige og simple løsninger,« tilføjer hun.

Antisemitismen er blusset op i Danmark i kølvandet på terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og Israels efterfølgende krig mod Hamas.

I den kommende tid sætter B.T. fokus på den stigende antisemitisme og fortæller danske jøders oplevelser.