I næste uge er der god grund til, at politiet landet over holder øje med nogle helt særlige bilister. Nemlig forældrene.

Det skyldes, at der starter tusindvis af børn i skole på mandag.

Derfor vil man kunne spotte politiet på rigtigt mange skoleveje, hvor de holder øje med den trafikale adfærd, hastigheden og brugen af sikkerhedssele.

For politiet handler det også om, at der er mange små, nye og urutinerede trafikanter, der fra på mandag skal bevæge sig rundt i trafikken. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn, eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne. For sikkerhedens skyld gennemfører vi også kontroller i år,« siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Politiets generelle opfattelse af trafikken ved skolestart er nemlig, at alt for mange har travlt med at bringe deres børn i skole og glemmer at vise hensyn over for andres børn.

Særligt dem, der som fodgængere eller cyklister, er på vej i skole.

Derfor opfordrer politiet også forældre til at træne vejen i skole. Her handler det både om at finde en sikker rute, hvor der er mindst trafik, men også om at krydse gaden.

Man kan også træne turen på cykel, fortæller politiet.

Indsatsen er landsdækkende og kommer til at køre i uge 33, 34 og 35.