Kunne hun have undgået mørket, fortvivlelsen og nederlagene, hvis hun havde kendt til sine diagnoser tidligere og fået behandling? Det spørgsmål står uden svar for Maria.
Det er sort. Der er ingen sammenhæng. Intet forløb. Kun masser af følelser forbundet med dén tid.
Sådan beskriver Maria Friis Larsen den vel nok mørkeste periode i hendes liv.
På det tidspunkt er hun 27 år, og den store sorte plet i hendes hukommelse dækker over knap to år – frem til hun er 29.
Delvist skyldes den manglende hukommelse nok hendes hashmisbrug og delvist skyldes det et tungt sind. Begge dele er vokset ud af samme sted – hos ubehandlede diagnoser.
»Når du løber panden mod en mur nok gange, giver din krop op. Jeg følte, at verden var bedre uden mig,« fortæller Maria om sin tilstand på det tidspunkt.
LÆS OGSÅ: Kvinders ADHD symptomer skiller sig ud – læge forklarer, hvorfor kvinder kan være særligt udsatte
Følelserne blev til en overbevisning om, at Marias to børn på fem og syv ville få et bedre liv uden hende, og derfor var tankerne der – om at gøre en ende på det hele.
»Jeg kunne ikke se noget godt i noget som helst længere, og det hele føltes ligeyldigt. Jeg græd så meget hele tiden, at jeg nærmest havde helt ondt i ribbenene.«
Når Maria fortæller om sit liv, lyder det næsten som et dominospil. Hvor den første brik væltede for mange år siden. Helt tilbage i hendes barndom.
I dag – i en alder af 35 år – står der en brik, som har standset dominoeffekten.
På den brik står 'AuDHD'. En diagnose, der indebærer autisme og ADHD, som dog stadig er uofficiel i det danske sundhedsvæsen.
Behandlingen, hun får i dag, har afgørende betydning for hendes mentale helbred, at hun har en fungerende hverdag.
Men vigtigst af alt har det en betydning for den mor, hun er i dag. En god mor, fortæller hun.
Og det er der på mange måde en lettelse og stolthed over, for sådan har det ikke altid føltes for Maria.
ADHD-diagnosen
Nederlag på nederlag. Sådan føles det for 21-årige Maria, når hun gang på gang dropper, det der er planen, hun skal gennemføre.
Der må være noget galt med mig, hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen, gå i skole og være som alle andre, tænker hun.
Men Maria er ikke som alle andre, hun går i klasse med. Det får hun dog først senere et officielt sundhedsfagligt stempel på, da hun bliver diagnosticeret med ADHD som 21-årig.
Indtil da har hendes tanker fungeret som en stor reol fyldt med bøger, der lå hulter til bulter, og uanset hvor meget hun forsøgte at skabe et overblik, var der kaos, forklarer hun.
H'et, der står for hyper i ADHD, kommer tydeligt til udtryk hos Maria, og hun har svært ved at koncentrere sig og være nærværende. Hendes følelsesregister kan også nå et andet niveau, end hun oplever hos andre.
Når hun bliver vred, kaster hun telefonen ind i væggen, og når hun bliver ked af det eller frustreret, har hun svært ved at se sig ud af tingene.
Men da Maria bliver diagnosticeret med ADHD, får hun behandling og medicin. Pludselig ser reolen anderledes ud.
Bøgerne står pænt på hylderne, og hun kan overskue det. Altså tankerne.
Det fører også til, at hun gennemfører sin niende og tiende klasse.
»Jeg følte mig så sej. Jeg kunne klare hele verden. Det var en vigtig milepæl for mig. Jeg var glad og havde egentlig godt styr på mit liv.«
ADHD-foreningen skriver, at en stor andel af kvinder med ADHD bliver diagnosticeret senere i livet, og man anslår også, at en del kvinder med ADHD bliver overset.
Uden behandling og tilbage i kaos
Selvom behandlingen er det, der ændrer Marias tilværelse, og hun får et indblik i, hvordan hendes liv kan ændre sig til det bedre, er der stadig et kaos inde i hende fra en årelang periode uden behandling.
Hun stopper samarbejdet med psykiateren, fordi hun oplever, at samarbejdet ikke fungerer. Så ryger hun ud af behandling og dermed ud af medicinen.
Hun har fået to børn på det her tidspunkt, som hun står alene med og er i sine midttyvere gået ind i et dysfunktionelt forhold. Der er faktisk ret meget omkring hende, der er dysfunktionelt.
Det observerer kommunen også, som prøver at få hende etableret i uddannelsessystemet. Men Maria bliver ved med at fejle, som hun selv beskriver det. Hun bliver ved med at opleve nederlag, for hun kan ikke gennemføre det, som hun selv og kommunen planlægger.
Hverken kokkeskolen, sosu-uddannelsen eller HF.
Ved nogle af uddannelserne forsøger hun ad flere omgange, men det eneste, hun opnår, er hvad der føles som nederlag.
Selvom hun ikke modtager behandling for sin ADHD, er hun godt i gang med medicinering, altså selvmedicinering.
For Maria er ude i et hashmisbrug, og i kombination med det og nederlagene kulminerer det for hende psykisk.
I mellemtiden er der kommet en underretning på Maria. En velfortjent én, mener hun selv i dag.
Måske er det den, der ender med at have en afgørende betydning for, hvor hun og hendes familie er i dag.
»Først var jeg jo sur over det, men i dag er jeg så glad for indberetningen. Det var et forsøg på at hjælpe, og det kan jeg kun sige tak for.«
»Jeg bliver faktisk helt rørt over det, selvom det er lidt ambivalent. På den ene side ligger det som et traume, men på den anden side har det jo hjulpet,« fortæller hun.
En ny indsats for Maria
Det er denne periode, som Maria beskriver som sort. Den har stået på i et par år, og hun er godt klar over, at hun er nået langt ud, så hun kontakter en psykiatrisk skadestue, som derefter laver en henvisning til kommunen.
Der er brug for en særlig indsats for 29-årige Maria og hendes familie. De bliver tilknyttet Skansen, som er et socialt tilbud i kommunen, der er indstillet til at hjælpe hende og børnene.
»Det har været den bedste hjælp, vi kunne få.«
I den forbindelse kommer Maria i kontakt med en ny psykiater og et nyt psykologforløb. Og nu bliver der sat spørgsmålstegn ved hendes diagnose, for det vurderes, at Maria ikke har ADHD alligevel.
Men i stedet autisme.
»Så bliver jeg sendt hjem med den besked, at de ikke kan gøre noget, for nu er det kommunen, der skal hjælpe. Men der er stadig nogle problematikker, jeg har, som vi ikke helt kan finde ud af,« siger Maria.
Som 32-årig bliver hun igen henvist af sin læge til endnu en psykiater.
»Han kunne se med det samme, at jeg også havde ADHD,« fortæller Maria. Og herfra er hun dobbeltdiagsnoticeret med både autisme og ADHD, den uofficielle diagnose AuDHD.
I dag er Maria i medicinsk behandling for ADHD, går i kropsterapi og udfordringerne med hendes autisme har hun fået redskaber til, så hun bedre kan strukturere sin hverdag.
Der findes et stort overlap
Psykolog Ea Carøe er specialiseret i autisme og ADHD, som i folkemunde omtales AuDHD. Det er ikke en officiel diagnose, men det er psykologens håb, at der kommer et større fokus på måden, de to diagnoser spiller sammen. For der findes et stort overlap.
Når du har både autisme og ADHD, kan du være udfordret af den måde, de to diagnoser kan adskille sig fra hinanden, forklarer psykologen.
»Der er både ligheder og modsætninger, så når man har begge dele, er der et dilemma i, at man både har brug for struktur og ensartethed, men man har også brug for det nye og impulsive,« fortæller hun.
Det genkender Maria også. Hos hende er det ADHD'en, der fylder mest, og fordi et af hendes symptomer er hyperaktivitet, og hun har svært ved at danne overblik, trigger det hendes autisme, som har brug for kasser og ro.
Selvom der er kommet et større fokus på overlappet mellem diagnoserne, er det udfordrende for mange, der er dobbeltdiagnosticeret med både ADHD og autisme, at systemet arbejder ud fra de 'gængse kasser'. Hvor man det ene sted kan blive behandlet for autisme og det andet sted for ADHD.
For mange mennesker med AuDHD og deres pårørende giver det en oplevelse af at blive kastet rundt i systemet.
Når Maria kigger tilbage på sit forløb, er hun også ked af, at hun ikke fik sine diagnoser stillet tidligere, for det har, ifølge hende, haft store konsekvenser.
»Jeg ville ønske, jeg som yngre havde haft det, som jeg har det i dag. Så havde jeg fået fuldført noget. Jeg har arbejdet med mig selv rigtig meget de sidste seks år, og den selvindsigt ville jeg ønske, at jeg havde haft tidligere i mit liv.«